Kort efter Eriksens kollaps stillede UEFA Danmark to muligheder, som nu møder hård kritik: »Det er ikke et valg«

Spil kampen færdig i aften eller i morgen klokken 12. Det var de muligheder, Danmarks landshold blev stillet over for kort efter Christians Eriksens kollaps under Danmarks kamp imod Finland i går. Men det var ikke i orden, siger dansk landsholdslegende. UEFA genkender ikke kritikken.

Landskampen mellem Danmark og Finland blev afbrudt i går eftes efter, at landsholdets helt store stjerne Christian Eriksen kollapsede. Efterfølgende blev kampen genoptaget, men beslutningen bag møder nu hård kritik. FRIEDEMANN VOGEL

Kort efter Christians Eriksens kollaps ved herrelandsholdets EM-kamp i aftes blev hans holdkammerater stillet over to muligheder for at færdiggøre kampen mellem Danmark og Finland ved EM:

Spil kampen færdig her til aften eller spil den i morgen klokken 12.

Det sagde Kasper Hjulmand, landstræner for Danmarks herrelandshold i går aftes ved et pressemøde:

»Det var enten at spille færdig her til aften eller spille kampen søndag klokken 12. Men så ville spillerne ikke kunne gå hjem og sove. Det ville være endnu mere uoverskueligt. De valgte at få det overstået. Det var det valg, de traf,« sagde Hjulmand ved pressekonferencen.

Her fortalte han også, at de danske landsholdsspillere tog beslutningen om at færdigspille i går aftes efter, at de havde fået livstegn fra Christian Eriksen.

»Vi besluttede, at vi ikke ville gøre noget, før vi vidste, at Christian var ok.«

Danmark spillede resten af første halvleg færdig og kort efter anden halvleg. Finland vandt 1-0.

Hård kritik fra Laudrup

Men ifølge Michael Laudrup – en af Danmarks største fodboldstjerner igennem tiden – burde UEFA ikke have stillet det danske landshold over for de to muligheder. Det sagde han i studiet hos TV3 efter kampen.

»Jeg respekterer, at vores eget hold gjorde det og i for sig også finnerne. Men når der sker sådan nogle ting, er du i dine følelsers vold, og der har man ikke overskud og overblik til at tage vigtige beslutninger. Der skal være nogle, der siger, at så stopper vi her,« sagde Michael Laudrup og pegede her på UEFA, der ifølge landsholdslegenden skulle have taget ansvaret.

»Jeg synes, at det er forkert at skulle træffe en beslutning så tæt på en følelsesmæssig begivenhed. Der skulle man have haft: ‘Vi spiller ikke mere i aften, og så skal vi nok finde mulighederne senere. Jeg synes, det var utroligt flot, at spillerne kunne finde overskuddet. Men de får jo et valg, der ikke er rigtigt valg. Jeg synes, undskyld mig, at det ikke er et valg,« sagde Laudrup.

Danmarks landstræner Kasper Hjulmand understregede dog også, at Danmark ikke blev presset til at spille kampen færdig i går aftes.

»Der var bare ikke andre muligheder, fordi Finland spiller den 16. Havde de også spillet den 17. som os, kunne vi have spillet kampen en dag senere.«

Berlingske har spurgt UEFA, hvorfor man ifølge Kasper Hjulmand stillede Danmark over for to de to muligheder for at færdigspille kampen. Det har UEFA ikke svaret på.

Til gengæld skriver UEFA:

»Vi vil gerne meddele dig, at UEFA accepterede at genoptage kampen mellem Danmark og Finland i går aftes efter ønske fra begge holds spillere.«

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra DBU.