Onsdag har Danmark været vært for et EU-topmøde, og aftenen rundes af med en middag på Amalienborg i København.
Kong Frederik og dronning Mary er værter for aftenens middag, der afholdes i anledningen af et møde torsdag i det europæiske politiske fællesskab (EPC).
Middagen afholdes i Christian VII's Palæ, og 41 stats- og regeringsledere er på gæstelisten.
De politiske gæster kan blandt andet se frem til en menu bestående af grønlandsk torsk, tang fra Kattegat og marsklam fra den danske vestkyst.
Det gælder blandt andre Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Italiens premierminister, Giorgia Meloni, og Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ankom på den røde løber i selskab med formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, Antonio Costa, der også er blandt de inviterede.
Middagen er ikke en gallamiddag, men i stedet en mere uformel arbejdsmiddag uden ordener og diademer, som er normal kutyme ved en officiel gallamiddag i royalt regi.
Efter onsdagens EU-topmøde og middag venter et topmøde i EPC-regi torsdag, hvor rundt regnet 50 lande samles i Bella Center i København.
Det europæiske politiske fællesskab er ikke et EU-forum, men et forum for næsten alle europæiske lande.
Fællesskabet blev dannet i 2022 på initiativ af Frankrigs præsident som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Målet med EPC var primært at give Ukraine, der ikke er medlem af EU, muligheden for at mødes i et politisk forum med netop EU-landene.
Storbritannien, der heller ikke er med i EU, er også med i det europæiske fællesskab.
Mødet på dansk grund er det syvende møde i EPC's levetid. EU kommer dog til at være repræsenteret ved torsdagens møde i form af EU-præsident Antonio Costa.
/ritzau/