Noget har været under forandring i 2025, og ikke alle vil os det godt.

Sådan siger kong Frederik i sin nytårstale fra modtagelsesværelset i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.

- I gråzonen mellem fred og ufred forsøger anonyme angreb at skabe uro, så splid og skræmme os, lyder det.

- Det kan være vildledende videoer, der spreder mistillid. Det kan være droner, der dukker op på himlen som diffuse varsler. Hvad bliver det næste, tænker vi.

I den forbindelse nævner kongen også sammenhold, både i Danmark og på tværs af det europæiske kontinent.

- Vores største styrke er at stå sammen i kongeriget Danmark, i Europa og i Nato.

Det er anden gang, kongen holder nytårstale som regent.

Den opgave har han overtaget fra sin mor, dronning Margrethe, der i 2023 brugte sin sidste nytårstale på at meddele befolkningen, at hun ville træde tilbage.

I sin første tale sidste år fik kongen nævnt krigen i Ukraine. Han mindede da om, at man ikke kan tage fred for givet.

Også i år brugte han tid på at sende en hilsen ukrainernes vej.

- Krigen bringer smerte og ulykke til ukrainerne og spreder usikkerhed og utryghed i Europa.

- Kampene hærger på ukrainsk jord, men handler om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet – på vores kontinent og længere endnu, for noget fundamentalt er på spil.

- Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.

Kongen sender også en hilsen til de udsendte og de værnepligtige herhjemme. Han takker dem for at "tage en tørn for fællesskabet".

Han kalder de værnepligtige for forsvarets fundament og bemærker i øvrigt, at grønlandske unge "strømmer til" den nye arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq.

- I foråret havde jeg den store glæde at være tilbage i Grønland, og endnu en gang blev jeg mødt af overvældende varme og venlighed.

- Det var og er en turbulent tid. Trods det vakler grønlænderne ikke, men står imod med styrke og stolthed.

/ritzau/