Kommuner beder borgere om at holde øje med giftige larver
Flere kommuner forbereder sig på mulige fund af egeprocessionsspinderen. Borgere opfordres til at indberette.

Flere kommuner forbereder sig på mulige fund af egeprocessionsspinderen. Borgere opfordres til at indberette.

Mens egeprocessionsspinderen - også kaldet "larven fra helvede" - allerede er fundet i flere kommuner, forbereder andre sig på, at den kan komme inden for kommunegrænsen.
Derfor appellerer flere kommuner til deres borgere om at holde et vågent øje med potentielle larver i egetræerne.
- Vi har også brug for din hjælp, lyder det fra Køge Kommune på Facebook, hvor borgere opfordres til at melde fund af larven ind gennem kommunens app.
- Vi kortlægger de områder, hvor den potentielt kan dukke op, så vi kan holde øje med udviklingen. Samtidig udarbejder vi en plan med konkrete initiativer, så vi er klar til at reagere hurtigt, hvis den bliver observeret.
I nordsjællandske Hillerød gennemgår kommunens medarbejdere i disse dage "alle nyere indkøbte egetræer" og egetræer i "nærheden".
- Vi er meget opmærksomme på, om den skulle dukke op. Det er nemlig via nyindkøbte træer, at sandsynligheden for spredning af egeprocessionsspinderen er størst, skriver kommunen på Facebook.
I Esbjerg er larven heller ikke konstateret, men borgere kan melde ind i appen "Tip Tak", hvis det sker. Vedhæft billede, skriv lokationen og oplys, om det er ved et egetræ, lyder det på kommunens Facebook-side.
Hver larve har omkring 60.000 såkaldte brandhår, der kan give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.
Den er indtil videre fundet i Odense, Kerteminde, Nyborg, Morsø, Amager, Nordfyn og Herning Kommune.
Larvernes forpupning varer typisk fra sidst i juni til midten af juli. Puppetiden varer mellem tre og fem uger. Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside.
De voksne natsværmere klækker fra omkring slutningen af juli, viser erfaring fra andre lande.
Efter sommerferien indkalder regeringen Folketingets partier til en snak, hvor larven er på dagsordenen. Det sagde minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) torsdag i et folketingssvar på Folketingets hjemmeside.
- Formålet er at dele status på myndighedernes arbejde, drøfte behovet for yderligere initiativer og sikre et bredt grundlag for den langsigtede håndtering af udfordringen, lød det.
RITZAU