Kommuner angriber et af regeringens centrale initiativer: »dyrt«, »meningsløst« og »rigidt«

Kommunerne skal formentlig oprette tusindvis af nye »kunstige« job til indvandrere, som regeringen vil sende i tvungen aktivering. Det giver ingen mening over for en gruppe, der er så uhomogen. Og det bliver dyrt, mener Kommunernes Landsforening, som nu stiller med alternative forslag.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har en bunden opgave med at sende ledige indvandrere i tvungen aktivering. Men det risikerer at blive meningsløst, mener KL. Martin Sylvest

Da Mette Frederiksen blev socialdemokratisk beskæftigelsesminister for snart ti år siden, havde hun én bestemt mærkesag. Noget hun simpelthen ville til livs. Som ny minister ville hun gøre op med det, der dengang blev kaldt for »meningsløs aktivering«.

Det var der mange eksempler på: Pipfuglekurser, stabling af søm, konstruering af figurer med spaghetti og skumfiduser og meget andet.