En lang række af tidligere kolleger mindes Jørgen Leth, der mandag gik bort i en alder af 88 år efter kort tids sygdom.
Dennis Ritter kommenterede Tour de France for TV 2 med Leth i en årrække og skriver i en lang nekrolog, at han var overrasket over, at Leth havde behov for ros og lod sig påvirke af negativ kritik.
Han kalder Leth et forbillede og en læremester, der sammen med Jørn Mader havde defineret kommenteringen af cykelløb.
- Og en mand, jeg følte mig klart underlegen i selskab med.
- Stor var min overraskelse, da han de første mange dage kom til mig efter løbene og spurgte, om jeg var tilfreds med hans indsats. Om der var noget, jeg syntes, han skulle ændre. Om det var godt nok.
- Sådan var Jørgen også. Ydmyg og i tvivl om, om folk nu kunne lide det, han lavede. Selv i perioder, hvor han vadede i succes, skriver Ritter på tv2.dk.
Henrik Fallesen fra TV 2 følger op på det sociale medie X.
- Jørgen Leth var min største helt. Jørn Mader en flot nummer to. Jeg kunne lytte på dem i al evighed. Hvil i fred, skriver kommentatoren.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder Leth for en af de mest ikoniske danske stemmer.
- Gennem et langt og virksomt liv arbejdede Jørgen Leth utrætteligt for kunsten, og sørgede med stor entusiasme for, at danskerne kom på fornavn med alle cykelsportens mange facetter. Æret være hans minde, skriver Engel-Schmidt på X.
Over for B.T. giver den tidligere cykelrytter og nuværende kommentator Brian Holm udtryk for, at Leths bortgang "lige skal sætte sig".
- Han havde jo et langt og godt liv. Han fik udrettet en del. Det er jo hele Danmark, der har mistet.
- Der er tusinder minder jo. Han er samme niveau som Erik Clausen - en del af vores kulturarv, der er forsvundet, siger Holm.
Bjarne Riis havde Leth med til sit bryllup i 2009, men har ikke haft meget kontakt i de senere år, siger den tidligere Tour de France-vinder til Ekstra Bladet og hylder Leth som formidler.
- Han har haft en speciel stemme i det. Ikke bare bogstaveligt, men han formidlede sporten på et højt kulturelt plan på en måde, som kun Jørgen Leth kan.
Kommentator og formand for danske sportsjournalister, Jimmy Bøjgaard, henviser i sin hyldest den alsidige Leths mindre kendte forkærlighed for bordtennis, der blev udforsket i digte og en dokumentarfilm tidligt i karrieren.
- Jørgen Leth var en af dem, der gjorde et fransk cykelløb til dansk kultur. Tak for historierne. Må der også være banecykling, bordtennis og brosten på næste etape. Hvil i fred, skriver Bøjgaard.
/ritzau/