Bryggeriet Åben har lørdag eftermiddag vundet prisen for Danmarks bedste alkoholfri øl 2026.

Det skriver Tivoli, hvor konkurrencen fandt sted, i en pressemeddelelse.

Vinderøllen hedder "Y", og det er andet år i træk, at øllen vinder DM i Alkoholfri Øl.

Vinderen blev fundet blandt otte finalister, der var udvalgt blandt 40 indsendte øl fra bryggerier landet over.

Dommerpanelet bestod af både fagdommere og 75 publikummer, som sammen vurderede de otte finalebryg i en blindsmagning.

Det er tredje år, konkurrencen finder sted. Og niveauet har været stigende år for år, lyder det fra Carsten Berthelsen, der er øldommer og forfatter.

- Vi kigger efter en vedholdende smag, og det er bryggerierne blevet meget bedre til, siger Carsten Berthelsen, der kalder skabelsen af en god alkoholfri øl en "svær stilart".

Grundlægger af bryggeriet Åben Philip Hulgaard kalder førstepladsen for "fuldstændig fantastisk".

Han siger, at der er lagt "utroligt meget ære og kærlighed" i vinderbryggen.

- Vi forsøger at skabe et produkt fra bunden og ikke bare fjerne alkoholen fra en øl, lyder det fra ølentusiasten.

Bryggeriet Åben blev grundlagt i 2017 i Kolding.

Efterspørgslen efter øl uden alkohol har været stærkt stigende de senere år.

Tal fra Bryggeriforeningen viser, at salget af alkoholfri øl steg med otte procent fra 2024 til 2025.

Sidste år blev der solgt knap ti millioner liter alkoholfri øl i Danmark. Det svarer til en femdobling siden 2014.

/ritzau/