Københavns Kommune advarer om, at der i øjeblikket er falske sms'er om parkeringsafgifter i omløb.
På sin hjemmeside skriver kommunen, at borgere har modtaget sms'er, hvor de bliver bedt om at oplyse registreringsnummer samt kontooplysninger for at betale en parkeringsbøde.
Københavns Kommune understreger, at sms'erne er et forsøg på phishing.
Phishing er digitalt bedrageri, hvor it-kriminelle forsøger at lokke følsomme oplysninger ud af modtageren ved at give sig ud for at være en anden som eksempelvis en virksomhed, en myndighed eller politiet.
Lykkedes det for svindlerne at franarre borgere oplysninger, kan de bruge oplysningerne til mere svindel eller videresalg.
- Offentlige myndigheder som Københavns Kommune vil aldrig bede borgere om at udlevere kontooplysninger, MitID eller CPR-nummer via en sms eller et link i en besked, skriver kommunen på sin hjemmeside.
På screenshots af en sms og to betalingsformularer, som Københavns Kommune har sendt til Ritzau, fremgår det, at det hævdes, at man skylder et beløb som eksempelvis 17 kroner.
Der står samtidig, at bøden skal betales inden for 48 timer. Hvis ikke man betaler inden for 48 timer, vil man blive opkrævet et gebyr, lyder det.
Københavns Kommune opfordrer borgere til ikke at besvare eller klikke på noget i sms'en, hvis man modtager den.
Hvis man rent faktisk har fået en parkeringsbøde, kan man logge ind på Københavns Kommunes hjemmeside med MitID for at se bøden.
På hjemmesiden sikkerdigital.dk kan man læse mere om, hvordan man kan spotte en falsk besked. Det er Styrelsen for Samfundssikkerhed, som står bag hjemmesiden.
/ritzau/
