Knap hver femte lærer i folkeskolen er uden læreruddannelse

Det er en glidebane, at lærerstillinger besættes af personer uden den rette uddannelse, mener lærerforening.

At undervise er en uhyre kompliceret opgave, som kræver uddannelse, mener Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. For mange lærere i de danske folkeskoler mangler en læreruddannelse.

Sådan lyder konklusionen fra Danmarks Lærerforening på baggrund af en analyse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen viser, at andelen af lærere uden en læreruddannelse er steget fra 10,3 procent i 2012 til 18,1 procent i 2019. I runde tal svarer det til cirka 5000 i lærerstillinger uden læreruddannelse i 2012 til omkring 9100 i 2019.

- Det er en gevaldig glidebane, at kommunerne fylder ledige lærerstillinger op med personer, der ikke har den rette uddannelse. Det er en udvikling, vi skal have vendt.

- Vi ved fra forskningen, at læreren er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen. At undervise er en uhyre kompliceret opgave, som kræver uddannelse, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, i en pressemeddelelse.

Den største gruppe af læreransatte uden en læreruddannelse er ifølge analysen personer "uden erhvervskompetencegivende uddannelse". Det omfatter primært personer med en gymnasial uddannelse.

Ifølge analysen er der store regionale og lokale forskelle på, hvor mange lærere der ikke har en læreruddannelse. Andelen er størst på Sjælland og Lolland-Falster.

I flere sjællandske kommuner er det omkring 30 procent, der ikke har en læreruddannelse.

/ritzau/