Flere unge benytter sig af AI-chatbots, såsom ChatGPT, til at have samtaler om psykisk trivsel.
Sådan lyder det i hvert fald i en undersøgelse foretaget af Psykiatrifonden.
Fire ud af ti unge mellem 18 og 29 år svarer, at de en eller flere gange har brugt en AI-chatbot til samtaler om deres psykiske trivsel.
Undersøgelsen er præsenteret fredag og er en del af et tiltag fra Psykiatrifonden om fordele, faldgruber og etiske dilemmaer ved at bruge kunstig intelligens som en slags terapeut.
Og faldgruber er der mange af, mener Psykiatrifonden.
- Når en chatbot går fra at være en avanceret søgemaskine til at være samtalepartner eller ligefrem terapeut, skal vi åbne øjnene og stille meget skarpt på, hvad det reelt er, vi har sat i gang, siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
ChatGPT er en chatrobot med såkaldt generativ kunstig intelligens, der kan skabe indhold på baggrund af enorme datamængder. Chatrobotten benytter kunstig intelligens til at svare på en måde, der minder om en menneskeskabt tekst.
I samtalen mellem mennesker kan man påvirke hinandens nervesystem, mener Marianne Skjold. Men det "samspil" findes ikke i kunstig intelligens.
- Den kan ikke opfange kropslige signaler. Den kan ikke fornemme stilhed, nervøsitet eller tårer, siger direktøren.
Derfor ønsker Psykiatrifonden mere fokus på regulering og på AI's rolle som en slags "skyggeterapeut".
- Digitale redskaber, der fungerer som terapi eller rådgivning, skal være sikre og velfunderede. Det er hverken realistisk eller nødvendigvis ønskværdigt at stoppe udviklingen, men vi skal være mere opmærksomme, siger hun.
Også på andre sundhedsområder er brugen af AI støt stigende.
Antallet af besøgende på Patienthåndbogen på sundhed.dk er faldende, og det kan skyldes Googles øgede brug af kunstig intelligens.
Googles nye AI-oversigt forsøger at give svar på brugerens Google-søgning, men kildernes troværdighed kan være af varierende karakter.
Antallet af månedlige besøgende på Patienthåndbogen faldt fra 1,5 millioner i januar 2025 til 1 million i november.
Det viste en undersøgelse fra Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark i sidste måned.
/ritzau/
