En 25-årig mand fra Hillerød er sigtet i en ny sag om deling af intime billeder.
Det oplyser Nordsjællands Politi, som har efterforsket sagen og sigtet manden.
I en pressemeddelelse kalder politikredsen sagen »omfattende«, idet 887 borgere fra hele landet er forurettede.
Manden har angiveligt opbevaret intime og seksuelle billeder af de knap 1.000 forurettede i forskellige mapper, hvor personernes navne og hjembyer også har fremgået.
Politiet mener, at den 25-årige har delt mapperne med forskellige personer via særlige servere.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraffer om blufærdigskrænkelse samt uberettiget deling af billeder.
Trækker tråde til anden sag
Nordsjællands Politi har efterforsket sagen sammen med Rigspolitiets Nationale Center mod Cyperkriminalitet (NC3).
Politikredsen har tidligere meldt ud, at meget af materialet er sammenfaldende med det materiale, der indgår i en lignende sag fra Nordjylland, hvor en 24-årig mand er tiltalt.
Derfor kan flere af de forurettede i sagen fra Nordjylland også forvente at blive kontaktet af Nordsjællands Politi, efterhånden som efterforskningen skrider frem.
Ifølge Nordsjællands Politis oplysninger er den sigtede fra Hillerød administrator af det mappesystem, hvorfra billederne er blevet delt.
Politikredsen er nu i gang med at kontakte de 887 borgere, som er forurettede i sagen. Alle personer, som er identificeret i sagen, modtager et brev fra politiet senest i begyndelsen af august.
For blot få uger siden væltede en anden sag om krænkende billeder frem i Danmark, da Midt- og Vestjyllands Politi kort før påske anholdt en 26-årig hacker fra Herning. Han er sigtet for at have stjålet intime billeder fra over 500 danske kvinder. Berlingske har talt med flere af kvinderne i den sag, hvilket du kan læse her.