Kendt læge blev fyret efter protest mod spareplan. Blev hun hindret i at få nyt job?

Overlæge May Olofsson var landets førende ekspert i rusmiddelskader på børn, da hun efter 37 års ansættelse på Hvidovre Hospital blev afskediget efter at have protesteret mod besparelser. Hendes livsværk faldt fra hinanden. Da hun efterfølgende forsøgte at få nyt arbejde, oplevede hun noget mærkeligt. Berlingske kan nu oprulle historien om en omstridt fyring og dens usædvanlige efterspil.

May Olofsson, tidligere overlæge og leder af Familieambulatoriet ved Hvidovre Hospital, blev i december 2014 afskediget efter uenighed om besparelser. Efter 37 år på hospitalet blev hun sendt hjem med bare tre måneders løn. Da hun efterfølgende forsøgte at få fode på arbejdsmarkedet igen, oplevede hun noget mærkeligt: Hvidovre Hospital havde tilsyneladende advaret fremtidige arbejdsgivere mod hende. Thomas Lekfeldt

Det tog May Olofsson 37 år at opbygge sit livsværk. Og få måneder at miste det hele.

I november 2014 blev den internationalt kendte ekspert i rusmiddelskader hos børn, overlæge May Olofsson, afskediget efter 37 års ansættelse hos Hvidovre Hospital. Fra den ene dag til den anden fik hun ordre om at rydde sit kontor og aflevere sine nøgler.