Kendt balletmester forlænger kontrakt med Det Kongelige Teater

Nikolaj Hübbe har genansøgt stilling som balletmester på Det Kongelige Teater, hvor han forlænger med fire år.

Nikolaj Hübbe er ud over balletmester hos Det Kongelige Teater kendt fra tv-programmet Vild med dans. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Kongelige Teater har forlænget aftalen med balletmester Nikolaj Hübbe i yderligere fire år.

Det oplyser Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Nikolaj Hübbe har haft posten de seneste 13 år, og nu løber aftalen frem til 2026.

53-årige Hübbe udtaler i pressemeddelelsen, at han er »dybt beæret over at få lov til at fortsætte rejsen« hos Det Kongelige Teater.

»At skabe et balletkompagni i den absolutte verdensklasse og samtidig få lov til at opsætte forestillinger, der berører store som små, det er et kæmpe privilegie og i sandhed et ægte eventyr,« siger han.

Hos Det Kongelige Teater siger teaterchef Kasper Holten, at Nikolaj Hübbe har været med til at skubbe teatret fremad.

»Hans tid som balletmester har været præget af stor tilstrømning af publikum – en tilstrømning som her i 2021 igen sætter nye rekorder.«

»Nikolaj personificerer balletten over for hele Danmark og er en unik ambassadør for dansens fantastiske kraft,« siger Kasper Holten.

Ballet har været omdrejningspunktet i Nikolaj Hübbes liv helt fra barnsben.

Han var otte år, da han første gang stillede sig ved en barre.

Som 21-årig blev han udnævnt til solodanser, og som 23-årig forlod han sin familie for at danse hos New York City Ballet.

Som 40-årig vendte han hjem til Danmark for at påtage sig stillingen som balletmester.

Nikolaj Hübbe er også kendt fra TV 2-programmet »Vild med dans«, hvor han er dommer.

/ritzau/