Kaos på demensplejehjem: 62 personer er smittet med corona

Demenschef i Aarhus har svært ved at stå inde for omsorgen på plejehjem, som er blevet hårdt ramt af corona.

Et smitteudbrud på plejehjem i Aarhus Kommune begyndte weekenden før jul. Søndag er status, at 41 ansatte og 21 beboere er konstateret smittet. Blandt de demensramte beboere har flere svært ved at forstå, hvorfor de ansatte er iført værnemidler fra top til tå. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

62 personer er blevet konstateret smittet med coronavirus på Plejehjemmet Demenscentrum i det nordlige Aarhus. Blandt de smittede er 41 medarbejdere og 21 beboere.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Tina Grove, konstitueret demenschef i Aarhus Kommune, kalder situationen for »kaotisk«.

»Jeg har svært ved at stå inde for den pleje og omsorg, vi kan give vores demensramte borgere, som vilkårene er lige nu,« siger hun til TV 2 Østjylland.

»Vi mangler faglært personale, der kan varetage plejen af vores borgere på det center på forsvarlig vis.«

Smitteudbruddet begyndte weekenden før jul, hvor det i første omgang var en enkelt symptomfri medarbejder, der blev testet positiv.

»Jeg mener, vi har gjort alt, vi kunne, i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og vores egen organisation. Men den her virus finder desværre sin vej, og pludselig havde vi medarbejdere eller pårørende, der var smittet uden at vide det. Og så kommer det ind i huset,« siger Tina Grove.

»Jeg er dybt ulykkelig over situationen og virkelig bekymret for den kommende periode. Jeg frygter, at det kan komme til at koste menneskeliv, og jeg er også bekymret for mine ansatte.«

Hun oplyser, at nogle af de demente på plejehjemmet er skræmte og har svært ved at forstå, at medarbejderne nu er iført værnemidler fra top til tå.

I sidste uge – fra 21. december til 27. december – blev der på landsplan registreret det hidtil højeste antal smittede på plejehjem, da i alt 391 plejehjemsbeboere blev testet positiv for coronavirus.

Samlet set var 116 af landets plejehjem ramt af coronavirus i sidste uge.

Samtidig blev der registreret 62 coronarelaterede dødsfald på landets plejehjem, hvilket også er det hidtil højeste under pandemien.

Den seneste uge er coronavaccinationen begyndt at blive rullet ud – i første omgang til landets plejecentre.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at han forventer, at alle plejehjemsbeboere, der ønsker en vaccine, vil være færdigvaccineret inden udgangen af januar.

/ritzau/