Mandag lancerer Sundhedsstyrelsen en ny kampagne, der med humor og genkendelige hverdagsbilleder sætter fokus på, hvordan forældre ubevidst eller bevidst giver en alkoholkultur videre til deres børn.

Med budskabet "hvilken alkoholkultur giver du videre?" opfordres forældre, der har børn på 12 til 18 år, til at reflektere over egne vaner og de signaler, de selv sender til deres børn.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Maja Bæksgaard Jørgensen, der er sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen, forklarer i pressemeddelelsen, at det har en stor påvirkning, hvordan alkohol bliver italesat.

- Forældre spiller en afgørende rolle for, hvornår børn og unge begynder at drikke, og hvor meget de drikker.

- Kort sagt er de voksnes vaner med til at forme de unges (vaner, red.). Heldigvis ser vi en positiv udvikling, hvor unge drikker mindre end tidligere. En udvikling, som vi voksne har ansvaret for at være med til at styrke, siger hun i pressemeddelelsen.

Konkret anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man tager stilling til, hvornår ens barn må begynde at drikke, og at man laver en aftale om, hvor meget alkohol barnet må drikke.

Sundhedsstyrelsen mener, at man skal undlade at servere alkohol for den unge, da myndigheden uddyber, at børn, der har lært at drikke hjemmefra, drikker mere end andre børn.

I en undersøgelse fra 2023, der blev foretaget af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, svarede 59 procent af de adspurgte 15- til 25-årige, at de havde følt sig presset til at drikke alkohol af deres venner.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man taler med sit barn om alkoholpres, samt hvordan man siger fra over for venner.

- Kultur er ikke hugget i sten, og jeg synes, vi skylder vores børn og unge en festkultur, hvor det er lettere at sige nej.

- Med denne kampagne ønsker vi at starte en samtale om, hvordan og hvilken kultur vi bevidst eller ubevidst er med til at skubbe på, siger hun i pressemeddelelsen.

Den nye kampagne består af blandt andet en kampagnefilm og en række fiktive sms-tråde mellem barn og forælder. Sundhedsstyrelsen samarbejder også med den danske internetpersonlighed Anders Hemmingsen i kampagnen.

Ifølge en undersøgelse fra Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse (Espad) fra 2024 har 90 procent af danske børn i 9. klasse prøvet at drikke alkohol. I resten af Europa er gennemsnittet 73 procent.

Sundhedsstyrelsen fraråder, at unge under 18 år drikker alkohol.

Drikkevarer med 1,2 procent alkohol eller derover må ikke sælges til personer under 16 år i Danmark.

Den 1. april i år blev alkoholgrænsen sænket for de 16- og 17-årige fra maksimalt 16,5 procent alkohol til en ny grænse på maksimalt 6 procent alkohol.

Der er ingen begrænsninger for 18-årige og opefter.

/ritzau/