Gæster på Nordsøen Oceanarium får onsdag mulighed for at komme helt tæt på en næsten fem meter lang brugdehaj.

Den store haj, der i weekenden blev fundet død en kilometer nord for Ålbæk Havn, skal nemlig dissekeres foran et publikum på akvariet i Hirtshals.

Det oplyser Nordsøen Oceanarium i en pressemeddelelse.

Det bliver forskere og biologer fra Statens Naturhistoriske Museum, Museum Sønderjylland, Kattegatcentret og det nordjyske akvarium, der står for undersøgelsen.

- En brugde er et meget fascinerende dyr, og når vi får mulighed for at undersøge et helt individ, kan vi få en masse viden, siger Kristina Ydesen, chefbiolog på akvariet, i pressemeddelelsen.

- Vi ved endnu ikke, hvad vi kommer til at finde, og det er netop noget af det spændende ved onsdagens undersøgelse.

Undersøgelsen skal bidrage med ny viden og blandt andet give svar på, hvad brugden døde af, hvad den har spist, hvor gammel den var, og om den var i god kondition. Forskerne vil også lede efter tegn på sygdom eller skader.

Dissektionen finder sted fra klokken 09.00 og forventes at vare tre timer.

Ifølge pressemeddelelsen får gæster mulighed for at følge forskernes arbejde på tæt hold og komme helt tæt på den store haj.

Brugden blev første gang observeret ved Ålbæk Strand torsdag 6. august. To dage senere blev den fundet død og efterfølgende bjerget.

Brugden er verdens næststørste nulevende hajart og er kun overgået af hvalhajen. Ifølge Danmarks Nationalleksikon kan brugden blive mere end ti meter lang.

Hajen, der blev fundet ved Ålbæk, målte dog kun 4,85 meter.

Dyret kan blandt andet genkendes på sine store gællespalter og meget små tænder.

Arten lever af at filtrere plankton og små organismer fra havvandet og ses med jævne mellemrum i danske farvande.

RITZAU