Jysk skole lukkes efter mistanke om Omikron-smitte

Elever og lærere på Aalestrup skole skal blive hjemme til og med tirsdag i næste uge på grund af coronasmitte.

En lærer på Aalestrup skole i Vesthimmerland er smittet med den nye coronavariant Omikron. Nu er elever og lærere sendt hjem. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frem til og med tirsdag i næste uge er Aalestrup Skole lukket for både elever og lærere.

Det sker, fordi der er mistanke om, at en lærer på skolen er smittet med den nye coronavariant Omikron.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der er tale om et mistænkt tilfælde med Omikron-varianten, der nu skal gennem helgenom-sekventering, før man endeligt kan be- eller afkræfte, at der er tale om den nye variant.

Vesthimmerland Kommune skriver på Facebook, at den har været i kontakt med mulige nære kontakter til den smittede og anbefaler desuden, at alle på skolen bliver PCR-testet lørdag og mandag.

Der bliver ifølge kommunen arbejdet på at sikre den nødvendige testkapacitet.

Den seneste opgørelse viser, at der i alt er fundet 14 tilfælde af Omikron i Danmark.

De første to tilfælde blev bekræftet søndag den 28. november. Det er altså mindre end en uge siden.

11 af de foreløbigt 14 bekræftede tilfælde har forbindelse til udlandsrejser.

Foruden de 14 bekræftede tilfælde bliver der i øjeblikket undersøgt 18 smittetilfælde, der mistænkes for at være med Omikron-varianten.

Tidligere på ugen var en skole i Odense lukket ned på grund af mistanke om smitte med Omikron. Der viste sig dog at være tale om Delta-varianten i stedet.

Varianten blev først fundet i det sydlige Afrika i slutningen af november. Siden har den spredt sig til flere lande i Europa.

Torsdag lød det fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at varianten i løbet af de næste få måneder kan udgøre over halvdelen af smittetilfældene i Europa.

Den sydafrikanske sundhedsstyrelsen, NICD, har desuden oplyst, at Omikron-varianten giver større risiko for at blive smittet igen.

Risikoen er større, fordi varianten er mindre følsom over for de antistoffer, der bliver dannet, når man har været smittet og bliver rask igen.

Risikoen for at blive smittet igen er tre gange så høj som for Beta- og Delta-varianten, viser data fra NCID.

/ritzau/