11 medarbejdere er onsdag blevet afskediget hos Jyllands-Posten.

Derudover har seks medarbejdere valgt at tage imod et tilbud om frivillig fratrædelse.

Samlet set siger mediet således farvel til 17 medarbejdere.

Det oplyser Emilie Holt Vissing Christensen, der er konstitueret ansvarshavende chefredaktør, i en e-mail til Ritzau.

Blandt de fyrede er tre fotografer og fire journalister.

Fyringerne sker i forbindelse med en sparerunde på avisen, som er rod til en konflikt mellem de redaktionelle medarbejdere og ledelsen.

De journalistiske medarbejdere nedlagde arbejdet tirsdag eftermiddag i protest mod ledelsen.

- Det gør vi i protest mod den opførsel, som ledelsen har udvist i de seneste ugers forhandlinger, som vi finder uordentlig og uacceptabel, lød det i et brev fra medarbejderne om arbejdsnedlæggelsen.

Brevet kommer i forbindelse med en spareplan, som ledelsen på avisen har præsenteret. Planen fik mandag journalisterne til at skrive i et brev, at de havde mistet tilliden til avisens øverste ledelse.

- For Jyllands-Posten står i den tredje sparerunde på fire år. Og endnu en gang vil man spare kraftigt i kernen af avisen: de journalistiske medarbejdere, lød det i brevet ifølge medierne Journalisten og Mediawatch.

Efter et to timer langt møde er arbejdet onsdag eftermiddag blevet genoptaget.

Samtidig har medarbejderne sendt en udtalelse til ledelsen og fondsbestyrelsen.

Det fremgår af udtalelsen, som Ritzau har set, at medarbejderne "føler sig ført bag lyset", og at "ledelsen fortsat bærer det fulde ansvar for den situation, vi er endt i".

- Vi forventer, at ledelsen snarest indkalder til et møde med henblik på at genoprette tilliden og sikre langt større transparens og tydelighed om Jyllands-Postens fremtid, lyder det.

Ifølge Emilie Holt Vissing Christensen stod man med "en nødvendig opgave med at finde 16,9 millioner kroner for at ramme et ansvarligt 2026-budget".

- Vi har de seneste uger fundet væsentlige besparelser uden om lønkroner og til det sidste forsøgt at finde løsninger, der kunne reducere det endelige antal afskedigelser yderligere.

- Vi har desværre ikke kunnet undgå dem, skriver hun i e-mailen til Ritzau.

Jyllands-Posten har i det seneste år ansat flere journalister i avisens gravergruppe og samtidig hyret flere til at lave podcast, skriver Journalisten.

Men i slutningen af oktober meldte ledelsen så ud, at der var behov for at finde besparelser for "et tocifret millionbeløb".

/ritzau/