Fra fredag 20. december og frem til natten til anden juledag er i alt 630 indbrud blevet registreret af politiet rundt om i landet. Det viser den seneste opgørelse fra Rigspolitiet, som blev opgjort her til morgen.

Rigspolitiet oplyser, at tallet er lidt lavere end de 691 indbrud, som sidste år blev anmeldt i samme periode.

Nordsjællands Politi har registreret 103 indbrud og topper som vanligt den triste liste sammen med Østjylland, hvor der har været næstflest juletyve på spil. I Østjylland er der indtil videre 92 registrerede indbrud, mens Fyn er nummer tre med 78 indbrud.

Helt i bund på listen over registrerede indbrud ligger Bornholm, hvor der her til morgen endnu ikke var anmeldt indbrud.

På kortet nedenfor kan du se, hvor mange indbrud, der er blevet anmeldt i de enkelte politikredse...

Rigspolitiet bemærker dog, at antallet af registrerede indbrud fortsat kan stige, idet indbrud, der eksempelvis har fundet sted 24. december, muligvis først bliver anmeldt 27. december eller senere, når beboerne vender hjem fra juleferie.

Opgørelsen over antallet af meldte indbrud registrerets i disse dage dagligt.