Jonas brækkede armen i togulykken: »Ruden eksploderer ind i hovedet på mig, og toget bremser hurtigt«

Kun en tilfældighed gjorde, at 35-årige Jonas Dam ikke sad allerforrest i det tog, der onsdag forulykkede på Storebæltsbroen.

Jonas brækkede hånden under togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen. Fold sammen
Læs mere

»Jeg sad lige der ved lyset. Lige bag det sted, hvor traileren ramte.«

Jonas Dam peger på et billede af toget, som han har fundet på sin mobiltelefon.

Han peger med venstre hånd, selvom han normalt bruger sin højre, men den er bundet ind i gips og gazebind.

Torsdag morgen vågnede han og fandt et par glasskår, der stadig sad i nakken.

Det er præcis et døgn siden, at han snød døden, da han ulig alle andre hverdagsmorgener sad i anden og ikke første kupé i det tog, der onsdag forulykkede på Storebæltsbroen.

35-årige Jonas Dam er én af de 16 tilskadekomne fra togulykken, der indtil videre har kostet otte mennesker livet.

Onsdag klokken 7.25 steg familiefaren på et tog på Nyborg Station mod sit job i København, som han altid gør.

Og dog.

Jonas Dam tog efter ulykken et billede af kupeen. Han sad på sædet til højre i billedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Dam.

For Jonas Dam sætter sig altid helt forrest i toget, og derfor ved han, hvor han skal stå parat på Nyborg Station, når toget ankommer.

Men denne onsdag morgen skete der noget særligt.

»Toget kører ind på stationen, men lokomotivføreren kommer til at bremse for tidligt, og derfor går jeg ned mod toget,« fortæller Jonas Dam torsdag morgen i sit hjem i Nyborg.

Han når frem til den forreste del af toget, men så kører det et par meter fremad.

Med det resultat, at Jonas nu befinder sig ved indgangen mellem anden og tredje kupé.

Her går han ind, træder til højre og bevæger sig frem mod den forreste del af toget. Egentligt ville han gå helt op foran, men der er færre mennesker med toget end normalt, og han finder i stedet en tom plads ved et firemandsbord i den næstforreste kupé.

Som altid i venstre side. Det er der, hvor han bliver skånet fra morgensolen.

»Det er en helt normal morgen. Man sætter sig ind, finder sin plads og får headsettet på. Jeg sidder altid og lytter til podcast,« fortæller han.

Der går knap nok fem minutter, efter toget har forladt Nyborg Station.

Så sker det.

»Jeg hører ikke lyden så godt, fordi jeg sidder med høretelefoner på. Jeg registrerer det først, da toget begynder at ryste. Det hele sker på et splitsekund. Ruden eksploderer ind i hovedet på mig, og toget bremser hurtigt,« fortæller Jonas Dam.

Glasstøv er spredt ud i hele kupeen. Han sidder helt stille i nogle sekunder og venter.

Er toget ved at vælte? Hvordan kommer han ud hurtigst muligt?

»Men der er helt stille efter braget. Der er ikke mere. Vi kan kun høre vinden, der suser.«

Det går hurtigt op for Jonas Dam og alle omkring ham, at det ikke er en normal ulykke. Næsten alle vinduer er ødelagte, og døren længere nede i toget er trykket ind. En af de store granitsten, som normalt befinder sig under skinnerne, ligger inde på gulvet i kupeen.

Jonas Dam brækkede hånden i onsdagens togulykke. Dette billede er taget umiddelbart efter ulykken i toget. Fold sammen
Læs mere

Den forreste vogn er mørklagt, dørene kan ikke åbne, og i den modsatte ende af toget ligger en person livløs på gulvet.

En mand rejser sig fra sin plads.

»Er der en læge til stede?« spørger han ud i vognen. »Forhold jer i ro, hjælpen er på vej,« siger han. En kvindestemme i højttalerne fortæller, at de prøver at finde ud af, hvad der er sket.

Jonas Dam børster glasskårene af sig og mærker blod løbe ned fra sit øre.

Hans hånd er også voldsomt hævet, men han mærker ikke smerte i den.

Sammen med resten af kupeen søger han i læ for vinden, som blæser ind ad de smadrede vinduer. De fleste har deres telefoner fremme for at finde ud af, hvad der er sket. Jonas Dam ringer selv hurtigt til sin kone, som skal med toget fra København til Odense samme morgen.

Han fortæller hende, at han er 'okay' og sender også en besked til sine forældre.

Men det er ikke alle, som kan ringe hjem.

»Jeg kan se, at der ligger en og får førstehjælp. De er tre om personen, men der er ikke meget at gøre,« fortæller Jonas Dam.

Redningsmandskabet ankommer hurtigt til stedet. De etablerer en gangbro mellem toget og kørebanen på Storebæltsbroen og begynder at fragte de værst tilredte passagerer ud først.

Jonas Dam sætter sig og venter. Han ved, at der er andre, som har det langt værre, og han vil ikke afbryde redningsarbejdet.

I nyhederne fortæller de, at der er otte lettere tilskadekomne i ulykken.

»Når vi kigger ned ad gangen i toget, kan vi se, at det ikke passer. Vi kan se, at der ligger en længere nede, som nu er omkommet. Da vi går ud af toget, har de forsøgt at lægge tæpper ud, men der er blod over det hele.«

De første passagerer bliver kørt i busser til krisecenteret i Nyborg, men Jonas Dam skal vente på en ambulance, der kan køre ham til Odense Universitetshospital. Klokken er 10 om morgenen. På skadestuen er der flere fra toget, som kommer ind med glasskår i ansigtet og øjnene. Mange er stadig i chok, men en krisepsykolog og en præst tager imod dem.

Jonas Dam får at vide, at hånden er brækket. Den skal sidde i gips i fire uger, men han ved stadig ikke, hvad der rent faktisk ramte ham, da ruden smadrede. Han tror måske, at det er den granitsten, han fandt på gulvet i kupéen.

I dag begynder det langsomt at gå op for Jonas Dam, hvad der skete i går. Han snød døden. Han skulle have siddet i venstre side af den kupé, der blev flænset op i sammenstødet.

Det er den plads, som han i flere år har siddet på i turen mod København.

»Jeg har ikke rigtig haft en reaktion endnu, men i morges (torsdag, red.) sad jeg og så nyheder, hvor de sagde, at der var to mere, som var døde. Der kunne jeg godt mærke, at jeg blev ramt af det. Når jeg kigger på billederne og ser, hvor jeg har siddet, priser jeg mig lykkelig for, at jeg er sluppet af sted med en brækket hånd,« forklarer Jonas Dam.

Hans to børn - på fem og to år - fik et ekstra stort kram, da han kom hjem fra hospitalet, og den ældste af dem har fået at vide, 'at far har været med i en togulykke'.

Men det er også dét. Børnene skal ikke frygte at køre i tog, og selv vil han ikke slå korsets tegn, når han snart igen skal med 7.25-toget fra Nyborg til København.

Han forklarer også, at han er et vanemenneske, men vil han sætte sig i togets forreste vogn igen?

»Mit umiddelbare svar er lige nu, at jeg vil sætte mig på den plads, som jeg plejer. Men jeg ved ikke, om jeg vil agere anderledes, når jeg står og skal ind i toget,« fortæller han og fortsætter:

»Nu er det sket en gang, og jeg nægter at tro på, at det sker igen. Men jeg tager nok ikke toget næste gang, at det blæser med 20 meter i sekundet ved Storebæltsbroen. Så spørger jeg chefen om en hjemmearbejdsdag,« siger han.