Den danske musiker og tv-vært Johnny Reimar er lørdag død efter kort tids sygdom. Det skriver hans datter, Lotte Reimar, på Facebook.

Johnny Reimar blev 82 år.

- Det trøster os, at vores far har haft et sjovt, spændende og helt igennem fantastisk liv. Vi ved, at han har betydet meget for mange, og for os har han betydet alt, skriver datteren.

Det fremgår ikke, hvad musikeren døde af.

Johnny Reimar havde en lang karriere i musikbranchen og er blandt andet kendt for hits som "Bind dit gule hårbånd" og ikke mindst "Sikke'n fest" og "Du burde købe dig en tyrolerhat".

Det var også Johnny Reimar, som stod den danske fodboldsang til VM i Mexico i 1986, "Halli, Halli, Hallo".

Han fik sit gennembrud med bandet The Clifters. Bandet var inspireret af den britiske musiker Cliff Richard.

Ved siden af musikkarrieren blev der også tid til at være vært på tv-programmerne "Fællessang på Bakken" og "Fællessang på Charlie".

I 1976 købte han rettighederne til Smølferne i Danmark, og han lavede også musik med de små, blå tegneseriefigurer.

Han har igennem firmaet Starbox også i en årrække stået for pladeproduktion bandet Mabel og for kunstnere som Birthe Kjær, Bjørn & Okay, Dorthe Kollo, Jørgen Ingmann og Victor Borge.

Johnny Reimar blev gift med Annie Lindberg i 1967. Parret fik fire børn sammen.

- Vores far var et hjertevarmt, kærligt og gavmildt menneske, der var ubeskriveligt stolt af sin store familie, og som altid har knoklet for at forsørge og forkæle os alle, skriver Lotte Reimar på Facebook.

Lotte Reimar håber på forståelse for, at familien har brug for ro i en svær tid, lyder det.

Detaljer om Johnny Reimars begravelse kommer "snarest muligt", skriver hun videre.

/ritzau/