Jobportalen Jobindex fristede onsdag i en aprilsnar med et muligt job som "kongelig (vid)undersøger" i forbindelse med regeringsforhandlingerne, men flere har tilsyneladende bidt på den jobmæssige vittighed.

Jobindex har pillet jobopslaget ned igen, men forinden nåede mange at spørge ind til jobbet. Nogle nåede sågar at skrive en ansøgning.

Det fortæller Thomas Røn Larsen, der er vicedirektør i Jobindex.

- Vores telefoner bimlede og bamlede i morges. Det var nogen, der reelt troede, at det var en stilling. Så for at undgå forvirring, lukkede vi ned for, at man kunne klikke på ansøgningsknappen

- Så det var nogle frustrerede brugere, der ringede ind og sagde, at de rigtig gerne ville søge den her stilling, men at de ikke kunne komme igennem med deres ansøgning, siger vicedirektøren.

Annoncen, der udgav sig for at have Kongehuset som arbejdsgiver, gik under navnet "Bliv kongelig (vid)undersøger - nationen har brug for et mirakel".

- Det er en fordel, hvis du kan bevise, at du er farveblind og dermed ikke bliver distraheret af, om farverne i partisammensætningen giver mening eller står godt til hinanden, lød det i opslaget.

- Din vigtigste egenskab er nemlig at kunne ramme tallet 90, uanset hvad det kræver.

Alt efter, hvordan regeringssammensætningen ender, ville man kunne se frem til betaling i eksempelvis makrelmadder eller håndsæbe, lød det.

Ansøgningsfristen var 1. april, og der skulle afholdes samtaler på store bededag.

Netop på grund af ansøgningsfristen 1. april håbede Jobindex, at det "indikerede, at det var en aprilsnar".

Opslaget lå på jobportalen fra midnat indtil omkring klokken 11.

/ritzau/