Især ældre og indvandrere står bag 2010'ernes befolkningstilvækst

Der er færre unge end tidligere. Ændret befolkningssammensætning kan give udfordringer, mener økonom.

Befolkningen i Danmark er blevet øget med 288.000 indbyggere siden 2010. Flere lever længere, og det understreger ifølge Dansk Erhverv vigtigheden af at holde fast i reformer af tilbagetrækningsalderen. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vi bliver flere i Danmark.

I løbet af det seneste år er antallet af indbyggere i landet steget med 16.682, og ser man på hele årtiet, har 2010'erne budt på den største befolkningstilvækst siden 1960'erne.

Det oplyser Dansk Erhverv på baggrund af de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Kristian Skriver er økonom i erhvervsorganisationen, og han ser med bekymring på udviklingen i befolkningens sammensætning.

»Der er sket en markant forskydning i befolkningens sammensætning i løbet af det seneste årti. Tendensen er, at der bliver færre under 20 år og betydeligt flere over 65 år.«

»I aldersgruppen derimellem, som vi typisk kalder arbejdsmarkedets kernetropper, er der en lille stigning, men det er klart en udfordring for dansk økonomi, når vi får rykket grænsen mellem erhvervsaktive og antallet af ældre. Det kan give et opadgående pres på de offentlige finanser,« siger han.

Kristian Skriver påpeger, at der er ved at blive taget hånd om problematikken, blandt andet ved at øge pensionsalderen. I år er den steget til 66 år, og den stiger efter planen også de kommende to år.

»Tallene understreger, at der er behov for at holde fast i de gennemførte reformer af tilbagetrækningsalderen,« siger Kristian Skriver.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at befolkningen den første dag i 2020 bestod af 5.822.763 indbyggere.

Stigningen for det seneste år er på 0,3 procent, hvilket er mindre end de seneste fem år, hvor der i gennemsnit har været en stigning på 0,6 procent.

Den lavere befolkningstilvækst det seneste år skyldes ifølge Danmarks Statistik især, at der er en lavere indvandring til Danmark, mens flere udenlandske statsborgere har forladt landet.

/ritzau/