Ironman i København 2027 melder alle startnumre udsolgt på rekordtid.

Det skriver Ironman Copenhagen i en pressemeddelelse.

Det tog en time, før over 3000 startnumre til næste års udgave af sportsarrangementet i København, som afholdes den 22. august, var udsolgt.

Det er den hidtil hurtigste tid, at arrangørerne bag kan melde alle startnumrene udsolgt.

Tilmeldingen til løbet er dermed lukket.

Sidste år var alle numrene solgt på 46 timer, og i 2025 var der startnumre at få i 92 dage.

Den opjusterede tilslutning til arrangementet kommer bag på arrangørerne.

- Eventet i 2026 blev udsolgt på under to døgn, men at det skulle gå så hurtigt for 2027-eventet, havde vi slet ikke regnet med, siger landechef for Ironman Danmark Jacob Nørgaard.

Dermed kan mere end 3000 tilmeldte atleter se frem til at skulle gennemføre en triatlon bestående af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og afslutte med et maraton, som er 42,2 kilometer løb.

- At tilmelde sig til en ironman er en enorm beslutning med et kæmpe commitment, så den rekordhurtige interesse gør det kun endnu mere bemærkelsesværdigt, siger Jacob Nørgaard.

Atleter kan også stille op i halv distance i Ironman 70.3 Elsinore.

En halv ironman består af 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og et halvmaraton på 21,1 kilometer løb.

Den halve ironman bliver afholdt i Helsingør den 27. juni næste år, hvor startnumrene også er udsolgt.

RITZAU