Intet menneske er ældre end Touren. Den overlever os alle og viser, om verden står

Tour de France er blandt det sidste stabile i en verden i konstant forandring. Det blev kørt, da Einstein formulerede relativitetsteorien, da Freud fornemmede underbevidstheden, da Picasso grundlagde kubismen, da Bohr forstod atomet. Det har eksisteret længere end noget nulevende menneske, og lørdag fik Tadej Pogacar den slutning, han fortjente, mens Jonas Vingegaard slog sejren fast.

Jonas Vingegaard med sin kone Trine kort efter mål på 20. etape. Asger Ladefoged

María Branyas Morera, der bor på et plejehjem i den lille by Olot i Catalonien, tweetede for en lille uge siden. »Vi er vores minder. Du er alt, du husker,« skrev hun. Hun husker sin ungdom i Banyoles med den største tydelighed, men 80ernes ferier til Wien, Moskva og Kyiv er ved at forsvinde fra hendes sind. Det er dele af hende, der nu aldrig vil blive husket igen.

Det er 116 år siden, hun blev født. Hun er verdens ældste nulevende menneske. Hun er fire år yngre end Tour de France.