I over et døgn var det ikke muligt at tilgå Motorregistret, der blandt andet benyttes ved salg og køb af biler.

Men tirsdag eftermiddag er Motorregistret tilbage i "normal drift", fremgår det af Motorstyrelsens hjemmeside.

Registret blev lukket, da der blev konstateret "uregelmæssigheder" som følge af en intern fejl.

Det oplyser Claus Holm, der er underdirektør i Motorstyrelsen, som administrerer registret, til Ritzau.

Uregelmæssighederne blev konstateret i forbindelse med en opdatering af registret i weekenden, hvorfor Motorstyrelsen havde valgt at lukke registret.

Ifølge en driftsstatus for registret var det lukket ned siden mandag klokken 14.53.

På grund af fejlen i registret var de to apps Ejerskifte og Dagsbevis også ude af drift.

Det var tidligere uvist, hvornår registret kunne åbnes igen, men Claus Holm kunne oplyse, at der blev arbejdet på at udbedre problemet.

I Motorregistret kan man finde oplysninger om alle motorkøretøjer, der er registreret i Danmark.

Det er blandt andet her man omregistrerer et køretøj, hvis man har solgt sin bil til en anden.

Det samme gør sig gældende, når man køber en ny bil ved en forhandler - her er det dog forhandleren, der oftest registrerer bilen for en.

Det kan man ikke gøre på nuværende tidspunkt på grund af fejlen i registret.

Der er dog en frist på fire hverdage for en ny ejer i forhold til omregistreringen.

RITZAU