Interessen for sygeplejerskeuddannelsen er steget i år
Søgningen til de velfærdsrettede uddannelser har ifølge Danske Professionshøjskoler stabiliseret sig.

Søgningen til de velfærdsrettede uddannelser har ifølge Danske Professionshøjskoler stabiliseret sig.

Flere ansøgere har i år uddannelsen til sygeplejerske som førsteprioritet. Antallet er steget med fire procent sammenlignet med sidste år.
Det oplyser Danske Professionshøjskoler i en pressemeddelelse.
Også socialrådgiveruddannelsen mærker fremgang. Her er antallet af ansøgere, der har uddannelsen som førsteprioritet, steget med syv procent.
Omvendt er søgningen til både pædagog- og læreruddannelsen faldet en smule. Begge uddannelser oplever et fald på én procent.
Siden 2020 har der været et fald i antallet af ansøgninger inden for de fire store velfærdsuddannelser - pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver.
Særligt sygeplejerskeuddannelsen var hårdt ramt sidste år, hvor otte procent færre søgte ind på uddannelsen.
Årets udvikling varierer mellem de enkelte professionshøjskoler. Men de samlede tal peger på, at søgningen til uddannelserne har stabiliseret sig.
Sådan lyder det fra forperson Camilla Wang, der ser de nye tal som et godt afsæt for det fortsatte arbejde med at uddanne flere fagprofessionelle.
- Nu er vores vigtigste opgave at sikre, at de studerende får den bedst mulige uddannelse og bliver klædt på til at løfte nogle af samfundets vigtigste opgaver.
Sidste år blev der indgået en ny reform af professionsuddannelserne, og man er i fuld gang med at omsætte aftalen til virkelighed.
Blandt andet gælder det, at de første socialrådgiverstuderende til september begynder på en ny uddannelse.
Særligt Københavns Professionshøjskole mærker den øgede interesse for socialrådgiveruddannelsen.
Her lyder stigningen på 24 procent i forhold til sidste år.
Reformen er indgået for at styrke uddannelserne med flere undervisningstimer, bedre vejledning og nye muligheder for faglig udvikling gennem arbejdslivet.
Søndag klokken 12 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1.
Her bliver ansøgerne udelukkende bedømt ud fra karaktergennemsnittet fra deres adgangsgivende eksamen.
Kommende studerende har også kunnet søge via kvote 2 i foråret, hvor ansøgerne også kan bedømmes ud fra andre kriterier.
Den 28. juli får ansøgerne besked om, hvorvidt de bliver tilbudt en studieplads eller ej.
Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet ventes senere søndag at offentliggøre det samlede ansøgertal på tværs af alle videregående uddannelser.
RITZAU