Intens rengøring eller en hurtig gåtur kan forlænge livet

Tre til fire minutters intens fysisk anstrengelse om dagen nedsætter risikoen for tidlig død, viser forskning.

Der er god grund til at skrue lidt op for intensiteten, når man gør rent. Det kan nemlig være med til at forebygge tidlig død, viser ny forskning med danske deltagelse. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når du løber efter bussen, støvsuger hjemmet eller går en tur, er der god grund til at gøre det i højt tempo. Ny forskning viser nemlig, at blot få minutters fysisk anstrengelse tre-fire gange om dagen kan forlænge dit liv.

Det er forskere fra University of Sydneys Charles Perkins Center i Australien, der står bag undersøgelsen. Med på holdet er også en dansker, Cecilie Thøgersen-Ntoumani.

Hun er professor i fysisk aktivitet og sundhed ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU.

»Vi kiggede på mange, mange tusinde mennesker, der har haft aktivitetsmålere på, som kan måle intensiteten og mængden af deres fysiske aktivitet.«

»Og vi kiggede så på dem, der rapporterede, at de ikke dyrker noget struktureret motion. Og så målte vi effekten af meget korte og intense udbrud af fysisk aktivitet, og hvad det betyder for deres generelle dødelighed, dødelighed af kræft og dødelighed fra hjerte-kar-sygdomme,« siger hun.

Og det viser sig, at bare tre-fire udbrud af fysisk aktivitet om dagen kan mindske risikoen for alle de typer dødelighed, især hjerte-kar-sygdomme.

Med resultaterne håber Cecilie Thøgersen-Ntoumani og de andre forskere, at netop den type fysisk aktivitet vil henvende sig til mennesker, der ellers ikke kan lide at dyrke motion i fitnesscenteret eller ved at løbe en tur.

Den type målinger, der slog ud i forhold til intensitet på testpersonerne målere, var ting, som mange af os gør alligevel i dagligdagen – eksempelvis rengøring eller gåture.

»Det er simpelthen bare med at prøve at få intensiteten op i de ting, vi gør alligevel. Så hvis vi nu for eksempel gør huset rent – som måske ikke er det sjoveste at gøre – så kan vi jo få gjort det hurtigere.«

»Hvis vi sætter tempoet lidt op, så vi får effekten af den her intense sporadisk fysisk aktivitet, der er integreret i en persons livsstil.«

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler 150 minutters fysisk aktivitet om ugen ved moderat intensitet eller 75 minutter ved høj intensitet.

Det mål opfylder cirka 42 procent af danskerne ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2021.

/ritzau/