Institutter: Krænkende spiralkampagne i Grønland bør undersøges

Ifølge DR fik tusindvis af kvinder og piger i Grønland ned til 13 år opsat spiraler – mange uden samtykke.

I 1950erne og 1960erne steg befolkningstallet i Grønland, og her ønskede danske myndigheder at sætte ind. (Arkivfoto.) – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark bør undersøge sit ansvar for, at grønlandske piger og kvinder i 1960erne og 1970erne fik opsat spiraler uden samtykke.

Det mener Grønlands Råd for Menneskerettigheder og Institut for Menneskerettigheder.

Udtalelsen kommer, efter at DR har beskrevet, at tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik lagt spiraler op på initiativ fra danske myndigheder, som ønskede at begrænse befolkningstilvæksten.

Hos mange kvinder skete det uden samtykke, skriver mediet.

Nogle piger havde en alder ned til 13 år og fik »både psykiske og fysiske mén«.

»Den danske stat har givet undskyldninger og godtgørelser i andre historiske sager. Det bør undersøges, om staten bør gøre det samme her,« siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, i en pressemeddelelse.

Danske myndigheder havde i Grønland blandt andet et ønske om at modernisere samfundet og nedbringe udgifterne efter et stigende befolkningstal i Grønland i 1950erne og 1960erne.

Der har også fra grønlandske myndigheders side været et ønske om at nedbringe fødselstallet, vurderer eksperter over for DR.

Institutterne mener, at kampagnen »udgør en grov krænkelse af piger og kvinders ret til selvbestemmelse«.

»Vi er i Rådet rystede over, at der uden samtykke er sket systematiske opsætninger af spiraler på grønlandske piger og kvinder. Vi tager sagen meget alvorligt,« siger Qivioq Løvstrøm, forkvinde for Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

Til det grønlandske medie KNR skriver Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et svar:

»De grønlandske kvinders historier gør et stort indtryk på mig. DRs dækning fremstiller en dybt problematisk praksis på sundhedsområdet, som med nutidens øjne er komplet uforståelig. Derfor har jeg nu bedt ministeriet undersøge det nærmere.«

DR skriver, at der fra 1966 til 1970 blev lagt 4500 spiraler op i kvinder i Grønland. Der boede omkring 9000 kvinder i den fødedygtige alder i Grønland på det tidspunkt ifølge mediet.

/ritzau/