Der har ikke været nogen akutte henvendelser om øjenskader efter solformørkelsen onsdag, oplyser Region Hovedstadens øjenafdelinger på Bispebjerg, Herlev, Gentofte og Rigshospitalet.

Rune Salling Holmbjørn er cheflæge på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme. Han siger, at der særligt er et symptom, man skal holde øje med de næste dage, hvis man kiggede direkte på Solen uden formørkelsesbriller.

- Vi har ikke haft nogen med solskader, men de kan jo komme flere dage efter. Det primære symptom er, at synet har ændret sig.

- Enten at man ikke kan se som normalt eller har en sløret plet, hvilket typisk vil være centralt i synsfeltet. Oplever man det, skal man tage til øjenlægen, siger han.

Ved den delvise solformørkelse onsdag aften kunne man i Danmark se Solen være dækket mellem 86 og 88 procent af Månen.

Eksperter har været ude at sige, at man kan få nethindeskader, hvis man kigger direkte på Solen uden formørkelsesbriller.

De skader kan dog variere i omfang.

- Der er forskellige grader, for det er jo en varmeskade, der sker inde på nethinden. Det er ligesom på huden, hvor man kan få første-, anden- og tredjegradsforbrændinger.

- Hvis man har kigget rigtig længe op på Solen, kan man få meget alvorlige skader. Har man kun lige kigget op på Solen lidt for længe, kan man have fået en påvirkning, som i mange tilfælde kan gå over, men som lige skal holdes øje med. Og man kan ikke rigtig gøre noget ved det, siger cheflæge Rune Salling Holmbjørn.

Danskerne er generelt gode til at beskytte deres øjne mod solen, understreger han.

Det kunne også mærkes på salget i Salling Groups butikker, der står bag supermarkederne Netto, Føtex og Bilka.

Salling Group havde indkøbt mere end 350.000 formørkelsesbriller, men måtte alligevel melde udsolgt i de fleste butikker onsdag.

RITZAU