Det er ikke så meget imamer, men i højere grad stærke klaner, der har magten over kvinders ret til en islamisk skilsmisse.
Og i nogle tilfælde har de magtfulde familier også banderelationer, der betyder, at kvinder med muslimsk baggrund mod deres vilje kan holdes fast i et ægteskab.
For i de tilfælde tør imamer ofte ikke blande sig.
Det er en af de foreløbige konklusioner, islamforsker Jesper Petersen har draget fra et stort forskningsarbejde i islamisk skilsmissepraksis.
»Hvis manden eller familierne er voldsparate eller har banderelationer, og det har jeg eksempler på, tør imamen ofte ikke blande sig i konflikten. Der er mange sager, hvor det handler om ære, hvilket gør det decideret farligt for imamerne at blande sig,« siger Jesper Petersen, der forsker i blandt andet muslimske ægteskaber ved Københavns Universitet.
I Berlingske i dag fortæller han om de første fund i det store forskningsprojekt om blandt andet islamiske skilsmisser, der løber til 2024.
Indtil videre har han lokaliseret tre religiøse råd, der blandt andet foretager skilsmisser, og analyseret mere end 400 skilsmissekontrakter.
Det ser dog ikke ud til, at det er de religiøse aspekter – og imamerne – der er den primære forhindring for, at kvinderne kan få en skilsmisse.
»Når kvinderne søger en skilsmisse, kan det ofte være, at manden eller familien mener, at kvinden dermed har brudt med æresbegrebet – sharaf. At flygte til et kvindekrisecenter kan også opfattes som et ærestab for manden og familien. Men i de situationer har imamerne ingen særlig magt, og så står kvinderne magtesløse,« siger Jesper Petersen.
