I Norge barberer Folkehelseinstituttet kraftigt i antallet af nordmænd, som antages at have været smittet med coronavirus.

Samtidig fortæller professor Birgitte Freisleben de Blasio fra Folkehelseinstituttet til det norske medie NRK, at dødeligheden er højere end hidtil antaget.

Den norske myndighed har hidtil antaget, at en pct. af befolkningen har haft coronavirus, men tror nu, at kun 0,58-0,73 pct. har været smittet. Det vil sige 32.000-40.000 nordmænd.

Instituttet regner med, at 0,7 pct. af alle, som bliver smittet med virussen, dør. Det er mere end dobbelt så mange, som instituttet hidtil har regnet med i sin model. Og så forventer Folkehelseinstituttet, at 3,9 af alle smittede bliver så syge, at de er nødt til at blive indlagt.

Drop håbet om flokimmunitet

Det nye norske billede overrasker sådan set ikke Allan Randrup Thomsen, som er professor i virologi ved Københavns Universitet. Han påpeger – ligesom artiklen i norske NRK – at der har været indikationer i samme retning i Spanien.

»Nu kan vi efterhånden komme tættere på virkeligheden for denne her virus. Og der er nok ikke så stort et mørketal, som vi troede oprindeligt,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

»Det er klart, at når mørketallet – og dermed det totale antal smittede – falder, så vil mortaliteten stige, fordi der er samme antal døde, som der hele tiden har været.«

Billedet i Norge stemmer i øvrigt overens med billedet i Danmark, forklarer professoren:

»Dér, hvor det kan ændre noget, er i vores opfattelse af, hvorvidt det er muligt at nå flokimmunitet. Og jeg må indrømme, at jeg har selv troet på det – hvis jeg skal slå nogen i hovedet, skal det være mig selv,« siger Allan Randrup Thomsen:

»Men med det antal smittede, som vi har haft efter denne omgang, ser jeg det ikke som et realistisk scenarie som udgangspunkt for en strategi, at vi får en flokimmunitet.«

Hvis nogen måske stadig klynger sig til håbet om flokimmunitet, vil du så forklare dem, hvorfor du ikke tror, at det er realistisk at nå?

»Det er fordi, at prisen i forhold til antal døde – vejen derhen – bliver for omkostningsfuld,« siger Allan Randrup Thomsen og uddyber:

»Det gælder simpelthen om at holde epidemien så langt nede som overhovedet muligt, samtidig med at vi kan holde samfundet så åbent som muligt. Det skal vi styre efter fra nu af, og indtil vi får en ordentlig vaccine.«