I en stor jysk by bor 192 flygtninge eller familiesammenførte kvinder – syv af dem går på almindeligt arbejde

I Guldborgsund Kommune bor 123 kvinder, der er kommet til Danmark enten som flygtninge eller familiesammenførte siden 2015.

Men færre end tre af dem går på ganske almindeligt arbejde.

I nabokommunen mod nord, Vordingborg, er historien den samme. Her bor 108 kvinder med nyere flygtningebaggrund. Færre end tre af dem er i arbejde. I Silkeborg bor 192 – syv af dem går på almindeligt lønnet arbejde.

Mens flere af landets virksomheder skriger på arbejdskraft, er meget få kvinder med nyere flygtningebaggrund i almindeligt lønnet arbejde. Ser man bort fra kommuner, der siden 2015 har modtaget ganske få flygtninge, har 21 af landets kommuner således færre end tre af de  flygtninge- eller familiesammenførte kvinder, der er ankommet de seneste år, i almindeligt lønnet arbejde.

Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Analysen viser også, at der er stor forskel fra kommune til kommune. Mens knap hver femte kvinde er i job i København, Ballerup eller Allerød, hedder det hver 27. i Silkeborg eller hver 35. i Faaborg-Midtfyn.

Almindeligt lønnet arbejde er i analysen, at personen har haft 190 ustøttede arbejdstimer i løbet af sidste kvartal af 2018. En fuldtidsbeskæftiget vil i samme periode arbejde 481 timer.

Arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Erhverv Peter Halkjær hæfter sig især ved det store spænd, der er på tværs af kommunerne.

»Vi er nået dertil, hvor fokus må være på varig beskæftigelse og ikke kun job med løntilskud og småjob i forlængelse af det. Det gælder om at få rigtigt fodfæste, og der må kommunerne blive bedre til at gribe det rigtigt an og lære af hinanden,« siger han og fortsætter:

»Overordnet set har mændene med flygtningebaggrund fået rimeligt godt fat, men det halter fortsat for kvinderne. De fortjener et særligt fokus, fordi de er en værdifuld reserve, som man i nogle kommuner har mere held med at realisere end i andre. En del af ansvaret må placeres hos de kommuner, som ikke når i mål med indsatsen,« siger Peter Halkjær.

Udfordringen fra 2015

I sommeren 2015 vandrede flygtninge og migranter bogstaveligt talt via europæiske motorveje til Danmark. Inden året var omme havde knap 11.000 får asyl i landet. Året efter var tallet cirka 7.500. Siden er asyltallet faldet, men opgaven med at få de nytilkomne integreret på arbejdsmarkedet er vokset.

Det fremgår af analysen, at tre fjerdedele af de kvinder, der kom til Danmark som familiesammenført eller flygtning efter 2014, fik ophold i landet 2015 til 2016, og dermed har været omfatten af en aktiv jobrettet indsats i Danmark

Berlingske kunne mandag fortælle, hvordan de seneste års politiske fokus på flygtninge og job har været en succes, hvad angår mændene. Men også at de politiske tiltag har prellet af på kvinderne.

I begyndelsen af 2016 kunne regeringen sammen med LO, DA og Kommunernes Landsforening ellers præsentere en stor aftale, som skulle få de mange nye flygtninge hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Nu skulle nyankomne erklæres parate til job med det samme, ligesom de skulle aktiveres i virksomhedspraktik.

I en ny undersøgelse evaluerer Rockwoolfonden netop disse indsatser og konkluderer slet og ret, at den har virket for mændene, men ikke for kvinderne.

Undervejs har kommunerne, der står for den jobrettede integration, sat barrierer op for sig selv og kvinderne.

En analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viste, at kommunerne aktiverer mænd og kvinder forskelligt – bl.a. ved at sende halvt så mange kvinder som mænd i virksomhedspraktik.

Berlingske har også tidligere beskrevet, hvordan kommunerne i årene efter de stor asyltal slet og ret vurderede mænd som nogle, der kunne arbejde, og kvinder som nogle, der ikke kunne.

Plads til forbedring i Guldborgsund

I Guldborgsund Kommune er udfordringen til at tage og føle på.

Dansk Erhverv har trukket tallene til analysen på Jobindsats.dk. I tabellen noteres det alene, hvis der er tre eller flere kvinder i ustøttet arbejde.

Guldborgsund har færre end tre. Om det er nul, en eller to vides ikke.

Viceborgmester og formand for beskæftigelsesudvalget i kommunen Ole K. Larsen (V) fremhæver, at Guldborgsund Kommune faktisk kun ligger næstlavest, hvis man ser på Indenrigsministeriets kommunale nøgletal over kommunernes evne til at få flygtninge og familiesammenførte i job.

Og erkender da også derpå:

»Vi ligger bestemt ikke godt, og der er ingen tvivl om, at vi har en udfordring,« siger han og tilføjer:

»Det betyder rigtig meget, hvad man politisk har fokus på i en kommune. Og lige præcis at få flygtninge og indvandrere i beskæftigelse er noget, vi har beskæftiget os med i det sidste år i beskæftigelsesudvalget, og der har nok ikke været det samme fokus tidligere.«

Inden for det seneste år har kommunen blandt andet indledt et projekt i fællesskab med SOSU-skolen, som uddannelser social og sundhedsassistenter, fortæller han.

»Her går vi målrettet efter at få indvandrerkvinderne ind på den uddannelse, fordi det er et sted, hvor vi i høj grad har brug for arbejdskraften, og der er et godt match med de kvalifikationer og menneskelige egenskaber, de kommer med,« siger Ole K. Larsen.

Mange deler ansvaret

Thomas Kastrup-Larsen er også formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i Kommunernes Landsforening. Han peger på flere årsager til, at det går langsomt med at få kvinderne i job.

»Rigtig mange af de her kvinder har en arbejdsidentitet fra deres hjemland, hvor de har været vant til, at kvinder hører til i hjemmet. Pludselig bliver de mødt med andre krav – og det, tror jeg, er svært for dem. For nogle er det svært at sparke døren ind, hos andre er der en modstand, hvor de hellere vil det hjemlige og trygge. Men de skal ud på arbejdsmarkedet, og vi skal gøre en stærk indsats for at få dem derud.«

Han peger også på, at der kan være gode grunde til forskellene kommunerne imellem.

»Der er både forskelle på lokale arbejdsmarkeder, men der er også kommuner, som har valgt at gøre det til en særlig prioritet. Det handler om at få de gode eksempler frem, så alle kan lære af det. Der er både store økonomiske og menneskelige gevinster, hvis de her kvinder kommer ud og kommer i gang.«

Vi har talt om denne udfordring i årevis. Hvem har ansvaret for, at det ikke går bedre?

»Kvinderne har selv et ansvar for, at når de vælger at bo i et andet land så også deltager på arbejdsmarkedet i det land. Kommunerne bærer et ansvar, og så har erhvervslivet det også. Så vi er flere om det. Og det påtager vi os. Der findes ikke en nem løsning.«

I mange år erklærede kommunerne mændene jobparate, men ikke kvinderne. Man sendte ofte mænd i praktikforløb, men ikke kvinder. Hvorfor gjorde kommunerne egentlig det?

»Der er sket et stort skift i den måde, vi møder flygtninge på. Hvor vi for år tilbage mødte dem ud fra en socialfaglig tilgang – en omsorgstilgang – så møder vi dem nu med en beskæftigelsesmæssig vinkel. Man kan diskutere, hvor hurtigt sådan en ny tilgang slår igennem. Flere af mændene har været nemmere at få i gang, og når man står med en kæmpe opgave med mange flygtninge, kan der være en tendens til, at man sætter ind, hvor det er nemmest,« siger Thomas Kastrup-Larsen.