Hvert fjerde barn har en eller flere gange følt sig presset til at købe noget bestemt på sociale medier for at blive accepteret i klassen.
Det viser en undersøgelse blandt 3078 børn i 5. og 8. klasse, som organisationen Børns Vilkår har foretaget.
- Det kan være kosmetikprodukter, men det kan også være mange andre ting - for eksempel bestemte tøjbrands, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.
Problemet er ifølge direktøren de store mængder kommercielt indhold, der møder børn, når de bruger sociale medier.
- Det betyder jo, at børn kommer til at presse deres forældre for penge, i det omfang børnene ikke tjener dem selv.
- Og de børn, der ikke har midlerne, har en større risiko for at føle, at de ikke er en del af fællesskabet, siger Rasmus Kjeldahl.
Spørgsmål: Men har det ikke altid været sådan, at børn har oplevet et pres for at købe bestemte ting - tidligere var det bare i butikker i stedet for på sociale medier?
- Det er nok noget, der altid har eksisteret i et vist omfang. Men forskellen er, at børn i dag udsættes for et meget markant kommercielt pres, når de er på digitale medier. Vi ved, at de er der mange timer hver dag.
- Vores undersøgelse viser, at næsten halvdelen af det indhold, de præsenteres for, har en kommerciel hensigt, siger Rasmus Kjeldahl.
Det kalder ifølge direktøren på en større grad af regulering af de sociale medier, når det gælder børns eksponering for reklamer.
- Alle børn og unge har en interesse i, at vi ikke overkommercialiserer barndommen, og at det ikke bliver købekraft, der bliver adgang til gode og sunde fællesskaber, siger Rasmus Kjeldahl.
Han mener, at en aldersgrænse for brug af sociale medier - og en effektiv håndhævelse af den - er en del af løsningen.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) har tidligere bebudet, at Danmark skal have en national aldersgrænse for brug af sociale medier.
Der skal ifølge ministeren også laves en app, som kan bruges til at verificere, at man er gammel nok til at oprette en profil på sociale medier.
/ritzau/