Hver fjerde coronasmittet har ikkevestlig baggrund

Personer af ikkevestlig herkomst er overrepræsenteret i statistikker over coronasmittede i Danmark.

 
Coronasmitten har igen fået fat i landet, og regeringen har nedlagt flere restriktioner. Få det fulde overblik her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Kristina Finne og Mathilde Geertsen Fold sammen
Læs mere

En fjerdedel af de, der har været coronasmittet i Danmark, har ikkevestlig baggrund. Dermed er de overrepræsenteret i statistikkerne.

Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

Personer med ikkevestlig herkomst udgør 25,7 procent af de coronasmittede, selv om de kun udgør 8,9 procent af befolkningen, fremgår det.

Især personer fra Somalia, Pakistan og Tyrkiet udgør en stor andel af tilfældene. Der har været mellem 646 og 676 tilfælde per land.

Tallene gælder for hele epidemien frem til og med den første uge af september.

I langt de fleste uger under epidemien har personer med dansk herkomst domineret smittestatistikken herhjemme.

I ugerne 30-33 var et større udbrud af smitte i somaliske miljøer i Aarhus Kommune. Det førte til, at personer med ikkevestlig herkomst udgjorde størstedelen af smittetilfældene i de tre uger.

Torsdag var over 28.000 bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. 651, der var konstateret smittet, er døde.

109 var torsdag indlagt med covid-19, som er sygdommen, man får af coronavirus.

/ritzau/