Hun måtte kæmpe for respekt hos soldaterne

Gitte Lillelund Bech blev Danmarks første kvindelige forsvarsminister. Den tidligere Venstre-politiker fylder 50 år mandag den 21. januar.

Gitte Lillelund Bech (V) overdrager her ansvaret for Forsvarsministeriet til Nick Hækkerup (S) efter valgnederlaget til den første Løkke-regering i 2011. Bjarke Bo Olsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Som den første kvinde nogensinde blev Gitte Lillelund Bech i februar 2010 udpeget som forsvarsminister.

Og selv om Venstre-politikeren, der mandag den 21. januar fylder 50 år, både havde mange års erfaring fra Folketingets Forsvarsudvalg og havde siddet med i Forsvarskommissionen, måtte hun anstrenge sig for at blive accepteret i det mandsdominerede militær.

- Jeg havde lidt følelsen af, at jeg skulle ses an. Særligt fordi jeg ved min tiltrædelse sagde, at der skulle flere kvinder i Forsvaret, så det bedre afspejlede samfundet.

- Det var der mange unge konstabler, der havde hæftet sig ved, og som også under mine besøg på kasernerne gjorde opmærksom på, at kvinder jo dårligt kunne bære deres egen rygsæk, fortæller Gitte Lillelund Bech.

Den forestilling fik hun lavet om på i sin ministertid. Langt flere kvinder gennemfører da også i dag værnepligtstjeneste end tidligere, og andelen af kvindelige ansatte i Forsvaret er også steget.

Gitte Lillelund Bech fik dog kun halvandet år i jobbet, før valgnederlaget i efteråret 2011 betød, at der skulle skiftes ud på posten.

Og efter et par år i opposition besluttede hun sig for at skifte fra politik til erhvervslivet.

Hun sagde ja til et job som lobbyist i rådgivervirksomheden Advice, hvor hun blandt andet skulle arbejde for at få sine tidligere politikerkolleger til at vælge Eurofighteren som flyvevåbnets nye jagerfly.

- Jeg tænkte, at hvis jeg skulle have en civil karriere, så var det nok det bedste tidspunkt at gøre det.

- I politik kan man jo ikke karriereplanlægge på samme måde. Det var ikke sikkert, at jeg ville være blevet peget på igen, når regeringsmagten skiftede.

- Og det var ikke sikkert, at det ville være blevet til en ministerpost, som jeg syntes, var interessant, siger Gitte Lillelund Bech, som dog tænker tilbage på ministertiden med stor glæde.

- At være forsvarsminister er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Der er ikke noget, der kan konkurrere med det, siger hun.

Og ministerbilen savner hun ikke længere.

- Vi er flyttet ind til byen, og derfor kommer jeg rundt på cykel nu, lyder det med et grin.

Med "vi" mener hun ægtemanden Thomas Egebo, der indtil for kort tid siden var departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, men nu er blevet direktør for Energinet Danmark.

/ritzau/