Hovedstadens hospitaler træder et skridt væk fra afgrunden: Men nu kommer julen og nytåret

Antallet af indlæggelser af patienter med covid-19 er stadig højt, og regionerne har fået besked på at udvide antallet af mulige pladser til over 1.300. I den værst ramte region – Hovedstaden – ser man dog ud til at bevæge sig lidt væk fra afgrunden.

Alle regioner har fået besked på at udvide antallet af senge i beredskabet hen over jul og nytår. Sådan så der ud på Hvidovre Hospital, da man i januar gjorde klar til et større rykind. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Over 700 danskere, heraf over halvdelen i hovedstadsregionen, må se frem til at tilbringe juleaften på hospitalet, hvor de er indlagt med så alvorlige symptomer på covid-19, at de har brug for overvågning og lægelig behandling.

Antallet af indlæggelser, som er steget kraftigt de seneste ti dage, fik tirsdag hovedstadens regionsformand Sophie Hæstorp Andersen til at tale om »undtagelsestilstand«, og at man allerede ligger på den røde kurve. Og den lægelige koncerndirektør Dorthe Crüger sagde, at der var brug for et »julemirakel« for at få knækket kurven.