Hospitaler tjekkes under søgen efter savnet dansker i Tyrkiet

Udenrigsministeriet rækker ud til hospitaler og beredskaber for at lokalisere savnet dansk statsborger.

En dansk statsborger er meldt savnet i det område i Tyrkiet, som mandag blev ramt af et voldsomt jordskælv. Udenrigsministeriet arbejder nu på at lokalisere personen. - Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsministeriet forsøger at lokalisere den danske statsborger, der er meldt savnet i det jordskælvsramte område i Tyrkiet.

Det fortæller Steen Hommel, direktør for organisation og borgerservice.

»Vi rækker ud til hospitaler for at tjekke blandt de indlagte, og vi taler med beredskabsarbejdere og med EU-kolleger og nordiske kolleger.«

»Vi bruger basalt set vores netværk til at indsamle viden om situationen og om danskere, der måtte være ramt på den ene eller anden måde,« siger han.

Udenrigsministeriet kan ikke oplyse nærmere om den savnede danske statsborger.

Men et arbejde er sat i gang for at lokalisere personen. Det engagerer både ambassaden i Ankara og Udenrigsministeriet i København.

Tyrkiet har ifølge Steen Hommel etableret en hotline, hvor man kan søge oplysninger om personer, der er indlagt som følge af jordskælvet.

Det er også en af de kanaler, man benytter sig af i bestræbelsen på at finde ud af, hvad der er hændt den savnede danske statsborger.

Jordskælvet ramte området mellem det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien natten til mandag lokal tid. Skælvet havde en styrke på 7,8.

Sent tirsdag eftermiddag var det samlede dødstal over 6000.

Mange mennesker savnes og frygtes at være indespærret i sammenstyrtede bygninger.

Redningsarbejdet besværliggøres blandt andet af bidende kulde og blæst.

Det er svære forhold for de tyrkiske beredskabsarbejdere at navigere i, lyder det fra direktøren i Udenrigsministeriet.

»Det er en kaotisk situation. Det er ganske forfærdelige billeder, vi ser på tv fra stedet. Infrastrukturen – den fysiske adgang – er markant påvirket. Det er ikke ufarligt at bevæge sig omkring,« siger Steen Hommel.

Området er ikke meget besøgt af hverken turister eller forretningsrejsende.

Ifølge Steen Hommel er der aktuelt 420 personer, der har skrevet sig på danskerlisten for hele Tyrkiet.

Det er frivilligt at skrive sig på. Tallet er ikke eksakt, idet ikke alle skriver sig på, når de rejser, eller sletter sig fra listen, når de vender hjem.

»Vi siger til alle: Hvis man er i Tyrkiet, og der er nogen i Danmark, der er bekymret for én, så få talt med dem. Vi vil også gerne høre fra dem, så vi kan få streget dem fra listen,« siger Steen Hommel.

/ritzau/