Holstebro-borgmester lover is til varmerekordens nye indehaver
Holstebros borgmester, Kenneth Tønning (V), er klar til at give is til kollega i den by, der slår varmerekord.

Holstebros borgmester, Kenneth Tønning (V), er klar til at give is til kollega i den by, der slår varmerekord.

Holstebro Kommune har lørdag mistet sin 51-årige rekord for den højest målte temperatur i Danmark.
Nordvestjydernes 36,4 grader i 1975 er vippet af tronen, da Ødum i Østjylland og H.C. Andersen Airport nord for Odense har målt rekordvarme 37,0 grader.
For at markere det vejrmæssige tronskifte er Holstebros borgmester, Kenneth Tønning (V), klar til at levere en kølig gave til den kommende "rekordkommune".
- Hvis det er, så skal jeg gerne komme forbi borgmesteren i den pågældende kommune med noget køligt. Jeg kan give en is til den borgmester, der overtager rekorden, siger borgmesteren med et grin.
I stedet glæder borgmesteren sig på sine borgeres vegne over, at det ikke er Holstebro, der denne gang har rekordtemperaturer hængende over sig.
- Jeg synes, vi har det rigeligt varmt. Vi behøver ikke at have en rekord. Jeg tror, vi har 31-32 grader lige nu i Holstebro, og det er alt rigeligt.
- Jeg tænker også, det er bedre for vores ældre. De har det lidt hedt. Så det er godt nok, at vi ikke har en varmerekord igen, siger Kenneth Tønning.
Der blev lørdag eftermiddag ved 15-tiden målt 37,0 grader ved Ødum nord for Aarhus, oplyste Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på X.
Dermed blev rekorden for den varmeste dag nogensinde i Danmark slået på ny.
Tidligere lørdag blev der målt 36,6 grader nord for Odense.
/ritzau/