Hjertelæge slår alarm: Vi oplever komplikationer nu, som vi ikke har set de seneste 20 år

Kampen mod coronavirussen har betydet, at mange alvorligt syge hjertepatienter kommer alt for sent i behandling. »Vi har uden tvivl reddet folk fra at dø af corona. Men de liv, vi har sat over styr, er unge mennesker, som bestemt ikke er færdige med at leve,« siger professor i kardiologi Jens Flensted-Lassen. Han efterlyser mere oplysning til befolkningen. Ondt i brystet skal ikke afskrives som covid-19.

Hvem er taberne – folkesundhedsmæssigt – når hele samfundet er tunet ind på bekæmpelsen af coronasmitten? En gruppe tabere er hjertepatienterne. Jens Flensted-Lassen er overlæge i kardiologi og har siden coronakrisens begyndelse set en række, ofte yngre, patienter ankomme alt for sent på sygehuset med blodpropper i hjertet. Det påfører patienterne livslange følger – hvis de overlever. Asger Ladefoged

Landets hjertelæger forsøgte allerede i foråret at råbe op.

Da Danmark lukkede ned i marts under coronapandemiens første bølge, opdagede hjertespecialisterne en bekymrende sideeffekt ved samfundets smittebekæmpelse: Antallet af patienter med blodpropper i hjertet faldt drastisk. De, der faktisk fandt ind på hjerteafdelingerne, kom ofte flere dage for sent.