Historiker Søren Mørch er død i en alder af 90 år.

Det oplyser Sidse Hertz Larsen, der er en nær ven af familien, til TV 2.

Søren Mørch var gift med den tidligere socialdemokratiske minister og overborgmester i København Ritt Bjerregaard, der døde i januar sidste år.

Han sov ind den 24. januar.

Søren Mørch stod blandt andet bag bogen "24 statsministre", hvor han portrætterede blandt andre Poul Schlüter og Jens Otto Krag.

Han var i mange år lektor ved Syddansk Universitet. Blandt andet brugte han ti år som leder af Center for Mellemøststudier.

Ritt Bjerregaard og Søren Mørch blev gift i 1966 og nåede altså at være ægtefolk i mere end 50 år, inden Bjerregaard gik bort sidste år.

Politiken, der også skriver om Mørchs død, beskriver ham som en af de mest markante fortolkere af nyere danmarkshistorie.

- Slagfærdig, kamplysten og snurrig. Det var Søren Mørch, som på et tidspunkt fremstod som uofficiel rigshistoriker, skriver Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, i en nekrolog over Mørch.

I 1996 udgav han værket med den kryptiske og let provokerende titel "Den sidste danmarkshistorie".

Meningen med titlen var, at nationalstaten Danmarks tid var ved at rinde ud, og at landet aldrig bliver det samme igen.

Han er blevet beskrevet som en usentimental - og måske endda kynisk - skildrer af Danmarks historie og verdens gang.

Han har også selv være genstand for en bog.

I 2009 udkom bogen "Ritt og Søren", som er skrevet af Martin Krasnik, der i dag er chefredaktør på Weekendavisen. I bogen kaldes de to "Danmarks mest fascinerende ægtepar".

Søren Mørch modtog i løbet af sin karriere adskillige litterære priser. Blandt andet fik han i 2003 Rosenkjærprisen af DR for at have formuleret svære videnskabelige emner på en lettilgængelig måde.

/ritzau/