Her er planen: I dag får de første danskere coronavaccinen
Dagens overblik: Berlingske giver dig her et overblik over dagens vigtigste historier.

Dagens overblik: Berlingske giver dig her et overblik over dagens vigtigste historier.

Godmorgen og velkommen til første nyhedsoverblik efter julen.
I dag begynder det, som mange sukker efter: Vaccination mod corona.
Klokken 09.00 får de første danskere en af de 9.750 doser coronavaccine, som Danmark har fået leveret. Og det sker i første omgang på følgende plejecentre i kommuner med særlig høj smitte:
Omsorgscenter Kærbo i Ishøj
Plejecenter Blomstergården i Slagelse
Ældrecenter Øst i Odense
Plejecenter Ankersgade i Aarhus
Plejecenter Birkebo i Aalborg
Men pestilensen er desværre langt fra slut.
I Østrig lukkes landet nu ned for tredje gang. Østrigs kansler, Sebastian Kurz, forklarer, at han forventer en tredje bølge af smitte i Europa i de kommende måneder, inden et øget antal test og vaccine for alvor vil knække kurven.
I Sverige blev grænsepolitiet lørdag taget på sengen, da et British Airways-fly og 33 passagerer landede i Arlanda lufthavn ved Stockholm, selvom Sverige har indført stop for trafik fra Storbritannien. Det skyldes, at en ny og særligt smitsom variant af coronavirus har bredt sig i især det sydøstlige England.
Og i Ungarn tyvstartede myndigheder lørdag med at vaccinere nogle af de mest udsatte grupper mod coronavirus. Ungarn har ligesom alle øvrige EU-lande modtaget en første sending med omkring 9.750 doser vaccine, som det enkelte land kan begynde at uddele søndag.
Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI) blev 1.834 nye smittede konstateret i Danmark fra lørdag til søndag. SSI-tallene er behæftet med usikkerhed på grund af helligdagene, og de omfatter ikke smittede, som er testet positive i de såkaldte quicktest, der udbydes af en række private virksomheder i samarbejde med staten.
Men med de coronatal, der blev frigivet søndag klokken 14, står det klart, at antallet af indlæggelser er tredoblet siden 1. december. Søndag var der 776 mod 254 indlagte 1. december. Og 423 af de indlagte befinder sig på hospitaler i hovedstadsområdet.
Selve tallene ser sådan ud:
Bekræftede smittede i Danmark: 151.167 (1.834 nye smittede)
Antal indlagte: 776 (50 flere end dagen før)
Antal indlagte på intensiv: 96 (62 i respirator)
Antal døde i Danmark med påvist covid-19: 1.153 (16 flere end dagen før)
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 80.070.327
Antal dødsfald på verdensplan: 1.753.839
De danske tal kan man studere nærmere her – de globale tal kan findes her.
Corona har kastet en tung skygge over 2020, og er der en udløbsdato?
TV 2 har bedt 17 af landets førende covid-19-eksperter vurdere, hvornår vi kan arbejde, rejse og holde fester igen, som vi gjorde før coronavirus. Du kan læse vurderingerne her.
Hvis sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm skulle skrive filmen om corona, skulle det ikke være en gyser, men et drama, der ender godt, forklarer han i et interview i Jyllands-Posten:
»Slutstenen bliver, at jeg som den allersidste dansker får vaccinen. At jeg står som kaptajn og venter på, at alle de andre er kommet sikkert i bådene, før jeg redder mit eget skind. Det er slutningen, også selv om vi ikke når det i 2020, så ender det lykkeligt i 2021.«
I Berlingske kan du søndag læse flere gode historier, der udspringer af videnskabens verden:
Den ene historie handler om, hvordan danske topforskere 13. april 2016 kunne opmuntre og berolige hele verden: Mennesket er klogere end maskiner.
Den dag udkom tidsskriftet Nature med en opsigtsvækkende artikel skrevet af et aarhusiansk forskerhold med den unge kvantefysiker Jacob Sherson i spidsen. På projektet var også professor Klaus Mølmer, som er blandt kvantefysikkens mest respekterede skikkelser herhjemme og internationalt.
Bag overskriften »Exploring The Quantum Speed Limit With Computer Games« gemte sig en opdagelse med vidtrækkende perspektiver – ikke bare for kvantefysikken, men for selve menneskeheden.
Resultaterne – og de danske forskere – gik efterfølgende sejrsgang.
Men der var noget grundlæggende galt. Og det kan du læse om her.
Den anden historie handler om de flyvende hunde – flagermus – der som følge af menneskers ødelæggelser af deres naturlige habitater søger ind mod gårde, landsbyer og forstæder, hvilket i stigende grad bringer dem i nærkontakt med mennesker og vores husdyr.
Det handler om ebola, marburg, rabies, mers, sars. Flagermus kan nemlig være »loaded« med virus, der kan tage livet af os. Berlingske opruller hele historien om det fascinerende flyvende pattedyr, der i en vis forstand har udløst den største katastrofe i nyere verdenshistorie.
I løbet af historien kommer man omkring Australien, Vestafrika og Kina.
Dagens store begivenhed bliver efter alt at dømme, at de første danskere bliver vaccineret mod corona. Vaccinationerne begynder klokken 09.00 i Danmarks fem regioner.