Opdateret

Her er anmeldernes dom over Metallica i Parken

Fredag nåede Metallicas verdensturné til Danmark.

Metallica spillede fredag aften i Parken. Her er det billede fra bandets koncert i München i sidste måned. Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix

Bandet Metallica med den danske trommeslager Lars Ulrich spillede fredag i Parken i København.

Og det gik ifølge anmelderne ganske godt - omend nogle ting kunne være gået bedre.

Jyllands-Posten giver fem stjerner for en »stilsikker, overbevisende og aggressiv« koncert, og anmelderen vover den påstand, at »bandet aldrig har været bedre«.

Politiken lander på fire stjerner og roser blandt andet forsanger James Hetfield.

»Kombinationen af en uhørt god lyd i Parken, et driftssikkert heavymetalband og James Hetfields rådvilde charme gjorde det nemt at høre alt det, der gør Metallica til et elskeligt orkester i 2024,« lyder det.

Ekstra Bladet kvitterer med fire stjerner og skriver, at »tribunerne skælvede, da Metallica bragede gennem lydmuren med det sønderlemmende åbningsnummer 'Creeping Death', og 'Hit the Lights' var så hæsblæsende, at de knap nok selv kunne følge med«.

B.T. kvitterer også med fire stjerner og kalder koncerten »et udmærket mix mellem gammelt og nyt, riffs og snak, gjort i upåklagelige overgange i en lyd, du kunne mærke helt ind i øregangene, for brystet og ned i fødderne«.

Ekstra Bladet skriver, at koncerten fik en »udbredt tendens til tomgang midtvejs«, og at Metallica mistede publikum, der mistede interessen.

B.T. peger på, at det blivende lavpunkt ved koncerten var det »chokerende kedelige sceneshow, hvor Metallica ikke rigtigt formåede at udnytte Parkens runde scene til mere end bare at stå adskilt«.

/ritzau/