Hedebølgen er over os – her er akutlægens bedste råd til at komme helskindet gennem varmen

De næste dage byder på meget varme temperaturer i stort set hele landet, og det kan især være farligt for visse grupper.

Frem til mandag bliver det meget varmt i Danmark. Og det kan især være farligt for små børn, herunder spædbørn, ældre og personer, der lider af kroniske sygdomme, varsler DMI. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årets formentlig sidste hedebølge er over os, og weekenden bliver derfor ingen undtagelse for varme temperaturer i det danske sommervejr.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet, at vi frem til mandag kan forvente mindst 28 grader i store dele af landet, og flere steder bliver det endnu varmere.

Og det kan især være farligt for små børn, herunder spædbørn, ældre og personer, der lider af kroniske sygdomme, varsler DMI.

Derfor skal de grupper først og fremmest være opmærksomme på symptomer, der kommer af varmen, siger Ulf Hørlyk, der er akutlæge og cheflæge på Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus. For sunde og raske mennesker i de fleste aldre – altså størstedelen af befolkningen – er han ikke så bekymret.

»Hvis du føler, du får hovedpine, bliver meget tørstig eller svimmel, får hurtig puls, bliver ør i hovedet, skal man sørge for at få væske og komme ud af varmen. Derudover kan man lave helt simple tiltag, så man ikke bliver dårlig,« siger han og kommer med flere gode råd.

Drik rigeligt – og ikke kun vand

»Der er mange råd om, hvor meget man skal drikke. Det korte af det lange er, at du skal drikke rigeligt uden at blive excessiv (overdrive, red.),« siger Ulf Hørlyk:

»Der skal meget gerne være noget med salt, fordi du taber salt, når du sveder. Det er for at holde på væsken i kroppen. Da mine børn var små, blev alle mine normale, helsefanatiske råd om cola ophævet, når det var varmt, for overhovedet at få dem til at drikke.«

Spis ekstra salt

»Normalt er det jo ikke så sundt at spise chips, men lige nu synes jeg, det er en rigtig god beskæftigelse for en person i risikogruppen at spise chips og drikke cola ved siden af noget vand, igen for at holde saltbalancen i kroppen. Men du skal selvfølgelig holde øje med blodsukkeret samtidig, hvis du har sukkersyge, og ikke spise salt uden også at drikke.«

Hold dig i kølige omgivelser

»En måde at undgå at få det for varmt er almindelig afkøling. For eksempel ved kystlinjen, som vi har masser af i Danmark. Vi er velsignet med et iskoldt hav omkring os, så det er en god måde at blive det.«

Slap af

»Lav noget, der er tilpasset hængekøjen i skyggen. En næsten 50-årig mand som jeg selv har ikke så meget at bekymre sig for. Selv løb jeg 15 km i 27 graders varme i går, drak vand bagefter og havde det ganske udmærket uden problemer. Men hvis du er i en af risikogrupperne, så skal du bare slappe af.«

Overvej at ringe til bedstemor

Når Ulf Hørlyk oplever, at folk får det dårligt i varmen, er det ofte ældre, der glemmer nogle af rådene. Folk, der bor på plejehjem eller har omsorgspersoner omkring sig, er ikke så udsatte, og langt de fleste ældre, der bor alene, kan sagtens passe på sig selv, siger overlægen. Men der er en restgruppe, de sårbare ældre, der bor for sig selv, som man kan overveje at ringe til, siger Ulf Hørlyk.

»Man kan lige gribe knoglen og sørge for, at bedstemor passer på sig selv. Almindelig kærlighed og omsorg.«

Dog understreger overlægen, at der for langt de fleste mennesker ikke er noget at være bange for, da vi ikke når temperaturer som i det sydlige Europa. Hvis man skal sige noget generelt, der gælder alle danskere, er det langt vigtigere at huske solrådene, så man ikke bliver forbrændt af uv-strålerne, samt huske en hat, hvis man er blevet tyndhåret, siger han.

»Selvfølgelig ser vi lidt ekstra aktivitet, når det er varmt, men for de fleste er det bare ud og nyde det. Og så har du og jeg og alle andre godt af at drikke noget ind imellem rosévinen henover weekenden.«