Han har beskæftiget sig med epidemier i 35 år: »Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at det ville komme så vidt«

Han har behandlet og forsket i infektioner i årtier. Under coronakrisen har han vist sig som en stærk formidler med mod til at kritisere myndighederne for manglende åbenhed om centrale smitte-data. Indtil nu har HIV været det største tema i hans forskningskarriere – og det hele begyndte med en pige, der for 35 år siden knuste hans hjerte.

 
Lars Østergaard har beskæftiget sig med epidemier i 35 år, for tiden arbejder han på behandlinger af covid-19. Se her i videoen, hvad status er på forskningen lige nu. Video: Mathias Svold Fold sammen
Læs mere

»Jeg hørte om corona første gang 3. januar. Min første tanke var: »Nå, det bliver da spændende at følge«, men i første omgang troede man jo, at den kunne inddæmmes lokalt. Den dag, jeg blev overbevist om, at inddæmningen ikke kunne lade sig gøre, det var 28. februar.

Dagen før havde jeg udtalt til medierne, at jeg da ikke ville være bange for at tage på ferie i Italien. 28. februar ville jeg ønske, at jeg kunne have have spist de ord igen, for da fik jeg min første coronapatient – en kollega som var blevet smittet under et møde i Tyskland – og vi indså, at smitten også spredte sig ukontrolleret fra person til person herhjemme. Da vidste jeg, at det ville blive alvorligt.

Der var da stunder, hvor jeg ærlig talt var bekymret for, om vi kunne magte det. Om vi havde kapacitet nok. Jeg har jo også personaleansvaret for cirka 150 mennesker i min afdeling. Hvad nu, hvis en stor del af dem blev syge? Hvorfra kunne jeg skaffe 100 eller 150 nye læger og sygeplejersker?

Lars Østergaard, ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, har beskæftiget sig med infektionsmedicin siden studietiden. Hans hjertebarn har været kampen mod HIV – og ultimativt at finde kuren mod virussen, der forårsager AIDS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Et partytelt«

I foråret lykkedes det os relativt hurtigt at slå virussen ned i Aarhus og omegn. Den opblusning, vi så efter sommerferien, blev heldigvis heller aldrig til mere end et lille skvulp. Vi fik ikke en eneste intensivpatient i den seneste omgang.

Succesen skyldes dels befolkningens indsats. Dels at vi hurtigt fik stablet en betydelig testkapacitet på benene. Vi var de første i landet, der etablerede sådan en »drive-in-test«. Danmarks Radio kaldte det lakonisk et »partytelt« – og det var helt i orden, for det var et partytelt. Den allerførste testpodning blev lavet på mig selv, der sad i min egen bil. Jeg har stadig et billede, jeg tog inde fra bilen den dag. Det var allerede i inddæmningsperioden, og før Testcenter Danmarks hvide telte skød op rundt om i landet.

Vi iværksatte også en lang række forskningsforsøg og registrering af henvendelser fra de praktiserende læger, så vi hurtigt kunne opspore de potentielt syge. Der var mange tiltag. Man aner jo ikke i den situation, hvad der er det rigtige at gøre. Men i dag ved vi jo, at det handler om at handle hurtigt. Få dage kan være afgørende. Det er en vigtig lære at tage med videre.

Spøgelsesbyer

Jeg har beskæftiget mig med epidemier i 35 år, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at det ville komme så vidt med en virus. Slet ikke med så dramatiske samfundskonsekvenser, som nedlukningen fik. At Danmark ville blive forvandlet til spøgelsesbyer.

Lars Østergaard: »Jeg var det absolut eneste menneske på hele pladsen. På Aarhus' travleste plads! Kun én anden mand kom gående forbi. Ham fik jeg til at tage et billede af mig, da jeg stod helt alene i løbetøj foran Domkirken.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

På et tidspunkt blev der arrangeret et motionsløb, »Danmark løber«, hvor man »løb sammen, men hver for sig«. Jeg tænkte, at det måtte jeg hellere støtte, og jeg løb ned forbi Domkirkepladsen.

Jeg var det absolut eneste menneske på hele pladsen. På Aarhus' travleste plads! Kun én anden mand kom gående forbi. Ham fik jeg til at tage et billede af mig, da jeg stod helt alene i løbetøj foran Domkirken.

Sundhedsfagligt synes jeg, at Danmark har grebet coronaen fornuftigt an. Det er gået bedre end i mange andre lande. Men jeg har også sammen med kolleger tilladt mig at være kritisk over for myndighederne. Især, da vi oplevede, at vi ikke havde adgang til de nødvendige data bag coronastrategien.

Da vi flere gange havde forsøgt at få de nødvendige tal (bl.a. data bag beregningen af smittetallet, red.) med interne henvendelser, gjorde vi kritikken offentlig. Det er min pligt som overlæge. Helt konkret står der i min funktionsbeskrivelse, at jeg skal blande mig »i den offentlige debat med henblik på at kvalificere den«. Og det kan jeg ikke, hvis jeg ikke har noget grundlag at udtale mig fra.

De data er ikke nødvendigvis vigtig viden for befolkningen, men det er vigtig viden for professorer. Ellers kan vi ikke bidrage til debatten ud fra et fagligt synspunkt. Og grundlaget for en politisk beslutning midt i en stor sundhedskrise har vi som fagpersoner en forpligtelse til at blande os i.

Lars Østergaard, professor, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospita

»Da jeg havde læst i to år på medicinstudiet, gennemlevede jeg den nok største ulykkelige kærlighed nogensinde. Min reaktion på dét var simpelthen at låse mig inde på læsesalen og fortrænge alt andet, mens jeg læste alt om mikrober. «


Hjertesorg og mikrober

Jeg tror, jeg besluttede mig midt i gymnasiet: At jeg ville være læge. I 1.g. fik jeg i hvert fald nogle frygteligt dårlige karakterer, og det kunne jeg godt se, at det gik ikke. Så tog jeg mig sammen.

Jeg blev uddannet som læge i 1990, og jeg har stort set altid beskæftiget mig med infektioner og virus. Jeg plejer at sige, at jeg tager mig af dét, som smitter eller giver feber. Det er på en normal dag alt lige fra hepatitis, HIV, lungebetændelser, infektioner i hjernen, blodforgiftning og urinvejsinfektioner til tuberkulose, HIV og malaria.

Lars Østergaard: »Jeg tror, coronaen kommer til at fylde meget i noget tid endnu. På mange måder har den ændret også mine vaner, selv om jeg har arbejdet med infektioner hele mit professionelle liv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Jeg ved præcis, hvornår jeg fik interessen for vira og infektionsmedicin. Da jeg havde læst i to år på medicinstudiet, gennemlevede jeg den nok største ulykkelige kærlighed nogensinde. Min reaktion på dét var simpelthen at låse mig inde på læsesalen og fortrænge alt andet, mens jeg læste alt om mikrober. Så blev jeg supergod til det og fik 13 til eksamen. Set i bakspejlet skal den pige have tak for hendes indflydelse. Man må sige, at jeg har været i et ret monomant forhold med infektionsmedicin lige siden.

Fra opgivelse til overlevelse

Indtil nu har det største tema i min karriere nok været HIV-forskningen. I 1990, da jeg blev uddannet læge, havde stort set alle, vi havde indlagt på infektionsmedicinsk afdeling, HIV, og der var intet andet at gøre for dem end at ordinere smertestillende midler og så ellers give dem kærlig pleje og omsorg.

Lars Østergaard, ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital og klinisk professor i infektionsmedicin ved Klinisk Institut, Aarhus Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Dét at gå stuegang hos HIV-patienter og se, hvordan de dag for dag svandt ind, uden at vi kunne gøre noget – med ret voldsomme gener og plager – det gjorde indtryk. Det var jo unge mennesker med kærester, familier og børn, som døde. Det gav en stærk oplevelse af at måtte gøre noget, og det var nok det, der fik mig til at lave ph.D. om HIV, som jeg forsvarede i 1995.

Sidenhen har jeg forsket løbende i det. Vi har hverken fundet en vaccine eller en kur endnu, men der er jo sket enorme landvindinger. Mirakler, faktisk. Vi har aldrig HIV-patienter indlagt nu. Det er fantastisk som læge at opleve.

Jeg tror, coronaen kommer til at fylde meget i noget tid endnu. På mange måder har den ændret også mine vaner, selv om jeg har arbejdet med infektioner hele mit professionelle liv. Jeg tænker meget på at spritte af, når jeg går ind et nyt sted, og når jeg går ud.

Der kommer forhåbentlig en vaccine, der vil gøre, at virussen ikke vil være så udbredt, men der vil formentlig ikke være 100 pct. effektivitet af vaccinen. Til gengæld vil der komme bedre behandlinger. Corona vil blive i vores dagligdag, men virussen finder forhåbentlig et leje, som er til at leve med.«