Gymnasium vil se på sikkerheden på vognture efter uheld

Fredag faldt en 20-årig student ned fra en vogn. Nu vil Espergærde Gymnasium drøfte sikkerhedsmuligheder.

Meldingen kommer, dagen efter at en 20-årig student fra gymnasiet faldt ned fra en vogn og blev meldt i kritisk tilstand. På billedet ses en studentervogn køre på Kongens Nytorv i København fredag d. 23 juni 2023. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Espergærde Gymnasium & HF vil efter sommerferien drøfte, hvorvidt man kan øge sikkerheden under de nyudklækkede studenters vognture.

Det oplyser elevrådsformand Bertram Munk og rektor Henrik Bæch i en mail til Ritzau.

»Vognturene har altid været elevernes egne. De planlægger og gennemfører dem selv, men elevrådet og ledelsen vil efter ferien mødes for at drøfte, om vognturene kan gøres mere sikre,« skriver de.

Meldingen kommer, dagen efter at en 20-årig student fra gymnasiet faldt ned fra en vogn og blev meldt i kritisk tilstand.

Hans situation er stadig uafklaret, oplyser gymnasiet.

»Alle gymnasiets elever og ansatte er stærkt påvirkede, og alle vores tanker går til eleven og hans pårørende i deres svære situation,« lyder det i mailen.

/ritzau/