Godmorgen.
I går var en »historisk« dag. I hvert fald ifølge de politikere, der indgik en aftale om en ny voldtægtslov. Og det bliver spændende, om vi går endnu en historisk dag i møde.
Den seneste uges tid har nemlig været nyhedstung med Lars Løkke Rasmussens afstand til Venstre-toppen, en ny Danske Bank-skandale og altså senest den nye politiske aftale, der betyder, at der fremover skal gives samtykke ved samleje.
Vi skal omkring nogle af de historier her i nyhedsoverblikket.
Men vi begynder lige med de seneste coronatal:
Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 17.084 (+99)
Indlagte: 23 (+2)
Indlagte på intensiv: 4 (uændret)
Antal døde: 625 (+1)
Bekræftede smittede på verdensplan: 25.662.349
Døde på verdensplan: 855.578
Tal i parentes angiver ændringerne siden i går.
Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her.
Lille smittestigning
Vi opholder os lige kort ved coronatallene, for i går bemærkede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, at kontakttallet var steget en smule.
Kontakttallet angiver, hvor mange personer én smittet person i gennemsnit smitter, og det er altså steget fra 0,8 til 0,9.
Ifølge Torben Mogensen, speciallæge i anæstesi og formand for Lungeforeningen, er vi havnet i en stabil fase i coronaepidemien efter et par faretruende uger.
»Det kan godt være, at man må erkende, at det her niveau for sygdommen kommer vi til at leve med,« siger han til Berlingske i en opsummering af coronasituation, som du kan læse her.
Kritik af ny voldtægtsaftale
Og så vender vi tilbage den »historiske« dag, som vi omtalte tidligere. For i går eftermiddag præsenterede regeringen og dens støttepartier en længe ventet aftale, som betyder, at der skal gives samtykke ved sex.
Amnesty International kalder det et historisk skridt på linje med fri abort. Men ifølge en række tunge juraprofiler kan aftalen dog være et opgør med dansk retspraksis. Samtidig sås der tvivl om, hvorvidt det vil betyde flere domfældelser.
»Vi er ude i noget grums, fordi der vil opstå en masse diskussioner om, hvorvidt der var givet samtykke eller ej. Det er ikke sådan, vi almindeligvis ville forstå et samtykke,« siger Gorm Toftegaard Nielsen til Berlingske i artiklen, der er at finde på forsiden af printavisen.
Læs hele artiklen og andre eksperters vurderinger af aftalen her.
Støttepartier kritiserer regeringen for manglende naturfokus
Vi bliver i afdelingen for regeringsudmeldinger – eller i virkeligheden om efterspørgslen på en sådan.
For regeringen kritiseres af dens tre støttepartier samt Danmarks Naturfredningsforening for at bryde dens egne grønne valgløfter og svigte naturen og dyrene ved at udskyde forhandlingerne om en lovet naturpakke i et helt år.
»Det er helt sort og hovedrystende at udsætte processen. Vi har flere og flere arter, der er truede af udryddelse. De løfter, som vi har givet sammen før valget, skal vi selvfølgelig indfri,« siger SFs formand, Pia Olsen Dyhr, til Jyllands-Posten.
Det er tilsyneladende en vigtig sag for SF, for også hos Danmarks Radio er formanden ude med hård kritik af regeringen. Læs den sag her.
Det er imidlertid ikke første gang, at den profilerede natur- og biodiversitetspakke volder problemer for Mette Frederiksen & co. Læs lige denne kuriøse sag fra december.
Muligt lovbrud i Danske Bank
Vi skal også forbi den nye Danske Bank-sag, som Berlingske sammen med TV 2 har gravet frem.
Som det har været omtalt, har Danske Bank i adskillige år inddrevet gæld, som banken ikke havde ret til, og banken vurderer selv, at mellem 10.000 og 15.000 bankkunder nu skal kompenseres.
Sagen om Danske Banks fejlagtige opkrævning af gæld er endda så alvorlig, at den i yderste fald kan få strafferetlige konsekvenser for de implicerede nøglepersoner i banken.
Det fremgår af en juridisk vurdering fra advokathuset Plesner, som Danske Bank selv har bedt om at vurdere forholdene.
Birgit Feldtmann, der er professor i strafferet og straffeproces på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, har set centrale dokumenter i sagen.
»Der er en del, der tyder på, at der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning,« siger hun i den seneste artikel om Dansk Bank, der kan læses her.
Omstridt statue bliver stående i Nuuk
Vi slutter nyhedsgennemgangen med det foreløbige punktum, der er blevet sat i koloni- og statuestriden i Grønland. Statuen af den dansk-norske præst og missionær Hans Egede kommer ikke til at blive flyttet fra sin plads i Nuuk. Det blev tirsdag gjort klart på et møde i kommunalbestyrelsen i Sermersooq Kommune.
Statuen har været genstand for stor debat, efter at både den og en anden statue af Hans Egede, der står ved Marmorkirken i København, blev overhældt med rød maling og fik malet ordet »afkolonisér« på sig.
Hans Egede var en dansk-norsk præst og missionær, der rejste til Grønland for at udbrede kristendommen.
Kritikere har sagt, at statuen er et udtryk for Danmarks historiske baggrund som kolonimagt. Statuen repræsenterer kolonimagten og danskervældet, lyder det, men det har altså ikke været værre, end at Hans Egede får lov at nyde udsigten ud over fjorden ved Nuuk. Læs lidt mere om sagen her.
Det sker i dag:
Black Lives Matter Denmark arrangerer i dag demonstration i København mod forholdene i Udlændingecenter Ellebæk, som bevægelsen beskriver som et »fængsel for flygtninge og afviste asylansøgere, der hverken er dømt eller mistænkt for kriminalitet«.
Demonstrationen finder sted, inden blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag skal i samråd om kritikpunkterne fra Europarådets Torturkomité om netop Ellebæk.
Udenrigsministeriet har forud for samrådet afvist en række af kritikpunkterne i rapporten.
Demonstrationen begynder klokken 17.00 på Christianshavn Torv, hvorefter den går forbi Kriminalforsorgen, Justitsministeriet og ender på Christiansborg Slotsplads.
Onsdag er skatteordførerne på Christiansborg indkaldt til orienteringsmøde om ejendomsvurderingerne, som Berlingske har beskrevet senest i går aftes.
Her skal det blive interessant, om de meget omtalte ejendomsvurderinger igen igen bliver udskudt.
Endelig flyver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag til Færøerne. Her skal han blandt andet mødes med landsstyremand for udenrigsanliggender og kultur, Jenis av Rana, og Lagtingets Udlandsudvalg, hvor nogle af emnerne på dagsordenen er Arktis og Nordatlanten. Det er også et emne, som Berlingske har boret sig ned i. Læs en af Berlingskes mange afsløringer om storpolitik, overvågning og Kinas rolle i miseren her.




