Grønlændere og færinger i Danmark kan nu hurtigere vaccineres

Der er ikke længere krav om opholdsvarighed, før grønlændere og færinger kan få coronavaccination.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra fredag er det muligt for grønlændere og færinger at blive vaccineret mod coronavirus i Danmark, uanset hvor længe de opholder sig i landet.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Tidligere har der været krav om, at grønlændere og færinger, der ikke har fast bopæl i Danmark, skal have haft ophold i Danmark i minimum en måned, hvor vaccination så har kunnet foretages efter 14 dage.

Men efter ændring af bekendtgørelsen om gratis vaccination mod coronavirus stilles der ikke længere krav til længden af opholdet i Danmark.

»Borgere med bopæl på Færøerne og Grønland vil således – afhængig af praktikken – kunne modtage vaccination ved opholdets første dag,« lyder det i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at den danske vaccinekapacitet er tilstrækkelig til at stille vacciner til rådighed for alle bosat i Rigsfællesskabet, der befinder sig i Danmark.

Tilbuddet om gratis vaccination i Danmark vurderes at være relevant for cirka 5500 personer.

Indtil videre er mere end 2,8 millioner borgere i Danmark færdigvaccineret mod coronavirus. Det svarer til 48,2 procent af den danske befolkning.

Samtidig har over fire millioner borgere påbegyndt vaccination. Det svarer til 68,7 procent af befolkningen.

Alle personer fra 12 år og opefter tilbydes gratis vaccination i det danske vaccinationsprogram. Det sker med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

For at opnå den største beskyttelse mod coronavirus skal man have to stik med en af de to vacciner.

/ritzau/