Når Tønder Festival bliver afholdt i august næste år, får publikum mulighed for at opleve Emmylou Harris, en af de mest markante skikkelser inden for countrygenren.

Det skriver Tønder Festival i en pressemeddelelse.

78-årige Harris tager på afskedsturné i Europa, og undervejs lægger hun vejen forbi Sønderjylland. Det bliver den eneste koncert i Danmark under afskedsturnéen, skriver Tønder Festival.

Emmylou Harris har udgivet over 20 album med sange inden for genrerne country, americana og folk.

Hun blev et stort navn i 1970'erne, og foruden sine egne udgivelser har hun også samarbejdet med navne som Dolly Parton og Bob Dylan.

Hele 13 grammypriser - den mest prestigefyldte musikpris i USA - har hun fået igennem den lange karriere.

Veteranen har tidligere gæstet Tønder Festival, der er særligt dedikeret til folkemusik. Det skete i år 2000, og festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink, har længe haft et ønske om at få hende tilbage på plakaten.

- Den koncert, hun spillede dengang, står stadig lyslevende for mig. Derfor er det kæmpestort at få lov til at præsentere Emmylou Harris eksklusivt i Danmark på sin europæiske afskedsturné.

- Og så er det ekstra glædeligt, at hun og Daniel Lanois er på vores festivalplakat samme år. De to har arbejdet sammen ad flere omgange, siger Maria Theessink i pressemeddelelsen.

Canadiske Daniel Lanois har blandt andet produceret Emmylou Harris' album "Wrecking ball".

Harris er kendt for hits som "Boulder to Birmingham", "To know him is to love him" og "Love hurts".

Hun vandt sin første Grammy i 1976 for sit andet album, "Elite Hotel". Samme år var hun med på album af både Bob Dylan og Neil Young.

/ritzau/