Så er det snart så vidt, at Sydgrønlands nye lufthavn ved Qaqortoq kan tage imod passagerer.
Trafikstyrelsen har godkendt, at sikkerheden er i orden, og dermed kan det første fly fra Nuuk lande torsdag klokken 08.55 grønlandsk tid (11.55 dansk tid).
- Vi har efter grundige inspektioner og en afsluttende testflyvning godkendt, at lufthavnen lever op til det nødvendige niveau af sikkerhed.
- Det gælder både i forhold til den nye sikkerhedskontrol, digitale flyveinformationstjeneste og 1500 meter lange landingsbane, lyder det fra Trafikstyrelsens vicedirektør, Lars Korsholm.
Godkendelsen er dog givet på en række vilkår, der blandt andet betyder, at der i den første tid maksimalt må lande to fly i timen, og at det kun er Air Greenland, der kan benytte den.
Efterhånden som de ansatte i lufthavnen får mere driftserfaring, og efterfølgende tilsyn forløber efter planen, vil der kunne blive lempet på vilkårene.
Qaqortoq ligger i Sydgrønland, og der er knap 500 kilometer i fugleflugt til Nuuk.
Lufthavnen i Qaqortoq er tænkt som afløser for den tidligere amerikanske luftbase i Narsarsuaq, der har fungeret som civil lufthavn i mere end 60 år.
Icelandair har tidligere benyttet lufthavnen i Narsarsuaq, men forventer fra juni at kunne tilbyde flere ugentlige flyvninger til København og Keflavík.
Senere på året ventes det også, at en ny lufthavn ved Ilulissat kan få driftsgodkendelse og kan tages i brug.
De nye lufthavne skal sammen med den moderniserede lufthavn i Nuuk bidrage til at styrke den grønlandske infrastruktur og skabe økonomisk vækst i form af blandt andet øget turisme.
For at markere åbningen afholdes der torsdag et åbningsarrangement i lufthavnen, før det første fly letter mod Nuuk kort efter klokken 10 grønlandsk tid.
Desuden vil der blive afholdt kaffemik i byens lokale forsamlingshus, skriver Greenland Airports på Facebook.
/ritzau/
